Britt kunne åbne efter 95 lukkedage: - Det er helt vanvittigt

I dag kunne der igen løftes jern og trænes i maskiner i fitnesscentrene. Genåbningsplanernes tredje fase gjorde det igen tilladt at dyrke indendørs idræt. Det betød fest og balloner hos Pulz Fitness i Haderslev.

Jamen, det er helt vanvittigt. Det har været et kæmpe følelsesregister at være igennem de her 95 dage, hvor vi har haft lukket. 

Ordene kommer fra Britt Soos, der er indehaver af fitnesscentret Pulz Fitness i Haderslev. Det er blot få uger siden, at beskeden ellers lød, at fitnesscentrene først kunne få lov at åbne til august. Men i weekenden blev den meddelelse så ændret til, at centrene kunne åbne mandag.

quote

Da vi fik at vide, at vi skulle åbne, der brød jeg sammen.

Britt Soos, indehaver, Pulz Fitness, Haderslev

For det er nemlig fra i dag, at fase 3 af regeringens genåbningsplaner rulles ud, og der igen åbnes for indendørs idræts- og foreningsliv. Det gælder også for alle lokaler, hvor der udøves idræts- og fritidsaktiviteter samt spillehaller, legelande, badelande, svømmehaller og fittnesscentre. Netop hos en af de sidstnævnte var dagen i dag en festdag.

- Det betyder alt. Det betyder, vi kan få gang i vores forretning, at vi kan få gang i vores medlemmer og selvfølgelig begynde at tjene penge igen, siger Britt Soos.

Vigtigt at kunne træne

Det er ikke kun indehaver Britt Soos, der er meget glad for dagens genåbning. Også hos brugerne af fitnesscentret er der stor tilfredshed. Første mand på maskinerne mandag var Anker Sørensen:

- Åh, det var bare lykke. At jeg kunne komme til at træne mine ben og arme igen, fortæller Anker Sørensen, der sidste år blev ramt af en hjerneblødning, der gik hårdt ud over hans førlighed.

For ham er træning derfor en vigtig del af kampen for at få førligheden tilbage. Og uden træningsmaskinerne har det været svært under coronatiden.

- Jamen, jeg har mærket, at hele min højre side er gået tilbage i forhold til, hvad jeg kunne før, siger Anker Sørensen.

Anker Sørensen glæder sig over at kunne træne igen. Han blev sidste år ramt af en hjerneblødning og har brug for træningen for at holde sin førlighed vedlige.
Anker Sørensen glæder sig over at kunne træne igen. Han blev sidste år ramt af en hjerneblødning og har brug for træningen for at holde sin førlighed vedlige.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD

Forretningen Pulz Fitness er også blevet mærket af coronatidens begrænsninger. Krisen har kostet.

- Selvfølgelig har vi haft medlemsnedgang, og vi har også mistet penge ligesom alle andre. Så det skal der jo nu knokles for at hente ind igen, siger Britt Soos.

Trods udsigten til en økonomisk klemt opstart og masser af arbejdstimer er det en rigtig god dag for fitnesscenterets indehaver.

- Jeg glæder mig til at få en nogenlunde normal hverdag igen. Og så glæder jeg mig bare til at se kunderne og være sammen med dem og have det sjovt, slutter Britt Soos.