Coronaefterslæb i Vejlekirkerne: Der er ekstraarbejde alle vegne

Udsatte konfirmationer og dåb giver travlhed i kirkerne i Vejle Provsti, hvor coronarestriktioner og et stigende smittetal i forvejen presser præsterne.

Afstand, stående nadver og salmebøger i karantæne. Tiltagene for at mindske smitten af Covid-19 kører for fuld kraft i landets kirker, der har måttet udskyde og aflyse mange kirkelige arrangementer, da Danmark lukkede ned i marts.

quote

- Der er virkelig ekstraarbejde alle vegne. Vi har ekstremt travlt.

Dorte Volck Paulsen, provst i Vejle Provsti.

Nu skal det tabte indhentes, og det presser kirkerne i Vejle Provsti. Særligt når smittetallet i Vejle Kommune fortsat stiger.

- Der er virkelig ekstraarbejde alle vegne. Vi har ekstremt travlt med både udskudte konfirmationer fra foråret og nye konfirmander, der starter nu, samtidig med de udskudte dåbsgudstjenester, der skal afholdes, siger Dorte Volck Paulsen, der er provst i Vejle Provsti.

Som provst i Vejle Provsti har hun, ud over sine egne præstelige forpligtelser, 38 præster og 32 kirker under sig. Derfor er hun også ekstra opmærksom på, hvordan smittetallet i Vejle Kommune har udviklet sig den seneste uge, hvor kommunen er nået op over Sundhedsstyrelsens bekymringsgrænse.

- Den omfattende rengøring er et kæmpebøvl, men vi er nødt til det. I kirken skal vi med sikkerhed kunne sige: Kom I bare, det er ikke farligt, siger hun.

Personbegrænsning kræver flere gudstjenester

Det har været op til de enkelte sogne og kirker at bestemme, hvor længe konfirmationerne skulle udskydes. I Skibet Kirke mellem Vejle og Bredsten blev konfirmationerne afholdt allerede i juni, men alligevel er der nok at lave.

- Der er lige rigeligt at se til nu her med dåbssamtaler, dåb og vielser oven i det, vi ellers er ved at genåbne, siger sognepræst Ulrik Overgaard.

Almindeligvis er der cirka en dåb hver weekend i Skibet kirke, men i sidste weekend stod Ulrik Overgaard for seks. Det bliver yderligere kompliceret, når personloftet i kirken gør, at der ofte kun må afholdes en dåbsgudstjeneste per dåb, i stedet for at flere bliver døbt ved den samme gudstjeneste som normalt.

quote

- Jeg er så glad for at få lov til at være der for folk igen. Det har været ren gylle ikke at kunne holde gudstjenester, da alt var lukket ned.

Ulrik Overgaard, sognepræst, Skibet Kirke

Det ekstra arbejde går dog ikke præsten på.

- Jeg er så glad for at få lov til at være der for folk igen. Det har været ren gylle ikke at kunne holde gudstjenester, da alt var lukket ned, siger han.

Julen vækker bekymring

I løbet af september og oktober bliver de sidste konfirmationer fra foråret afholdt. Den næste udfordring bliver, hvordan kirkerne skal tackle de store menneskemængder, der kommer, når julen står for døren.

quote

- Vi er allerede dybt bekymrede. Særligt, hvis udviklingen i smittetallet fortsætter.

Dorte Volck Paulsen, provst i Vejle Provsti

- Det bliver en test. Det er fuldstændig umuligt at afholde mere end de fire gudstjenester juledag, vi i forvejen afholder, når vi skal gøre så meget rent, siger Ulrik Overgaard.

Flere steder i Vejle provsti er kirkerne ved at overveje, hvordan lokale sportshaller kan huse større gudstjenester for at få plads til de mange kirkegængere i juletiden. Hvis coronarestriktionerne altså ikke sætter en stopper for det inden.

- Vi er allerede dybt bekymrede for, hvordan vi afholder allehelgensaften og jul. Særligt, hvis udviklingen i smittetallet fortsætter, som den har gjort på det seneste, siger Dorte Volck Paulsen.