Corona julelukker skoler før tid

Hedensted Kommune fremrykker skolernes juleferie, så alle elever holder ferie fra fredag den 18. december.

Kommunens udvalg for læring har besluttet at fremrykke skolernes juleferie, så alle elever i Hedensted holder ferie fra fredag den 18. frem for tirsdag den 22. december.

Flere skoler i Hedensted Kommune har været hårdt ramt af coronasmitte de seneste uger - og derfor fremrykkes juleferien.

Det har skoler og forældre tirsdag fået orientering om i et brev:

"Vi har derfor i udvalget valgt at følge forvaltningens anbefaling og sender derfor jeres børn hjem på juleferie fredag den 18. december.

Det giver mulighed for at sænke smittetrykket generelt. Det betyder konkret, at I som familier får mulighed for at planlægge jeres jul,  så I får mulighed for at tage hensyn til de nære relationer, som I ønsker at se i julen med passende tid til at tage de rigtige forholdsregler. Og det betyder, at flere af vores medarbejdere vil få samme mulighed", hedder det i orienteringen.

Ingen erstatningsdage

Der vil være mulighed for pasning til alle børn i 0-4. klasse, som har behov for det, så ingen skal føle sig pressede af denne beslutning, oplyser kommunen.

Hedensted Kommune har i dette skoleår planlagt med 202 skoledage, som er to flere end det obligatoriske. Så der bliver ikke tale om erstatningsdage i andre ferieperioder.