Corona lukker to skoler og otte daginstitutioner

To skoler og otte daginstitutioner i Kolding Kommune er indtil videre lukket til næste fredag, indtil smitten med corona er slået ned.

Det betyder, at elever på Munkevængets Skole og Brændkjærskolen ikke må møde på skolen efter vinterferien på mandag. 

Desuden lukkes otte daginstitutioner: Vuggestuen Agtrupvej, Børnehaven Over Vejen, Daginstitutionen Ved Åen, Daginstitutionen Under Egen, Daginstitutionen Bøgebladet, Børnegården Vester Nebel, Midtbyens Børnehus og Tusindfryd.

Den seneste uge er smittetallet steget voldsomt i Kolding, hvilket skyldes et udbrud på flere skoler af den mere smitsomme engelske variant. 

Kommunen har en tæt kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed og venter på deres vurdering af, om yderligere skoler og daginstitutioner i kommunen skal lukke.

Lukningerne gælder i første omgang fra nu og hele næste uge, og alle børn skal vende tilbage til fjernundervisning hjemmefra. 

Elever på Brændkjærskolen må ikke møde på skolen efter vinterferien på mandag.
Elever på Brændkjærskolen må ikke møde på skolen efter vinterferien på mandag.
Foto: Nicklas Møller Dannemarre Palner, TV SYD

Kolding Kommune beklager, at alle børn igen skal undervises og passes hjemme, men sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed er vurderingen, at det er nødvendigt for at få smittetrykket til at falde i kommunen.

Der vil være nødpasning på et absolut minimum i daginstitutioner og for elever i de yngste klasser efter gældende retningslinjer og for sårbare elever i de ældste klasser.