Coronaudbrud på sygehus får region til at overveje næste skridt

Coronaudbruddet, der har ramt 21 patienter og ansatte på Sygehus Lillebælt i Vejle, får region til at overveje hvilke patienter, der indkaldes til de udskudte operationer, der ellers var gået i gang igen.

Sygehusene i Region Syddanmark er i takt med det meget lave antal smittede i regionen begyndt at åbne for normaldrift. Men smitteudbruddet på Urinvejskirurgisk Afdeling i Vejle får nu regionens task force (med deltagelse af sygehusledelserne) på coronaområdet til at drøfte, om der skal ændres praksis og procedure i forhold til håndteringen af særligt sårbare patienter.

Afdelingen for urinvejskirurgi på Sygehus Lillebælt i Vejle er blevet ramt af et udbrud af coronasmitte blandt patienter og sygehusansatte. Syv patienter er konstateret smittet, mens 14 sygehusansatte også er testet positiv for covid-19. Som følge af udbruddet vil Region Syddanmark drøfte, om der skal ændres praksis i forhold til sårbare patienter.

- Vi overvejer, at det i en periode alene vil være patienter, som ikke er særligt sårbare, som vi kalder ind til den behandling og de operationer, som har været udskudt, mens vi var i højeste coronaberedskab på alle vores sygehuse, siger Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark, til TV SYD.

Region Syddanmark har hele tiden fulgt Sundhedsstyrelsens retningslinjer for testning for covid-19, og de seneste tre uger endda tilbudt frivillig test til sygehusansatte uden symptomer.

- Det viser, at selv om alle forskrifter om hygiejne i form af grundig håndvask og afspritning er blevet fulgt, og vi endda har testet medarbejderne mere, så kan der alligevel ske smitte. Derfor har vi brug for at diskutere i vores task force, om vores overgang til normaldrift på sygehusene skal justeres i forhold til sårbare patientgrupper, siger koncerndirektør Kurt Espersen.