Coronapasset udløber ikke fem måneder efter andet stik for alle

Onsdag gav Epidemiudvalget grønt lys til at forkorte coronapassets gyldighed. Det gælder dog ikke for alle.

Rettelse: Tidligere fremgik det af faktaboksen, at coronapasset udløber efter tredje stik. Dette er ikke korrekt. Efter tredje stik udløber dit coronapas ikke.

Onsdag eftermiddag kunne sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortælle, at coronapasset fremover kun vil gælde i fem måneder.

Det er dog ikke helt rigtigt - i hvert fald ikke for de 15 til 17-årige, der har fået de første to stik. Hos den gruppe vil coronapasset fortsat være gyldigt efter fem måneder.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

Ministeriet fortæller også, at varigheden af et gyldigt coronapas efter tidligere smitte ændres, så det er gyldigt 11 dage efter en positiv PCR-test og op til fem måneder, efter den positive PCR-test blev påvist.

Derudover lægges der vægt på, at hvis man er inviteret til revaccination, men endnu ikke har benyttet dig af tilbuddet, så udløber coronapasset efter søndag den 16. januar, hvor de nye regler for coronapasset træder i kraft, hvis der er gået mere end fem måneder fra andet stik.

Her kan du se, hvilke regler for coronapasset, der træder træder i kraft den 16. januar:

Vaccination:

  • Hvis du er over 18 år og har fået to stik, er coronapasset gyldigt i fem måneder.


  • Hvis du er under 18 år udløber coronapasset ikke efter andet stik, selv om der er gået mere end fem måneder.


  • Først den dag man fylder 18 år, vil reglerne om udløb gælde. Coronapasset udløber altså, hvis det er mere end fem måneder siden andet stik.


  • Har du fået tredje stik, udløber dit coronapas ikke.


  • Tredje vaccinestik er endnu ikke godkendt til børn og unge under 18 år.


Test:

  • Har du et testsvar fra en PCR- eller lyntest, der er negativ, gælder det også som coronapas.


  • Et negativt svar fra en PCR-test giver et coronapas, der gælder i 72 timer fra testtidspunktet. Ved en lyntest er der 48 timer.


Smitte:

  • Du kan også få et coronapas, hvis du er tidligere smittet med coronavirus. Er det tilfældet, gælder coronapasset i fem måneder.


  • Hvis du har været smittet, får du først dit coronapas 11 dage efter, at du blev tester positiv med en PCR-test. Det gælder også, hvis man er vaccineret.


Børn under 15 år:

  • Børn under 15 år er undtaget krav om coronapas.


Kilder: Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen