TV der bevæger dig

COVID-19

Coronarestriktioner får Esbjerg Vikings til at droppe resten af denne sæson

Det er for usikkert og dyrt at gennemføre Metal Speedway League i 2020, vurderer ledelsen i speedwayklubben Esbjerg Vikings.

Esbjerg Vikings dropper at køre i metalligaen i år. Foto: Benny Skou

På grund af effekterne af covid-19 har Esbjerg Vikings valgt at stå over i denne sæson sammen med Grindsted Speedway Klub, skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Det har ikke været nogen nem beslutning, men vi står i en situation, hvor der stadig er mange restriktioner omkring tilskuere, og det er nødvendigt at tage hensyn til både økonomi og ikke mindst sundhed, ligesom det efterhånden ligner et ekstremt stramt program, forklarer direktør i Esbjerg Vikings, Lars Guldager Dyhr.

Læs også Speedway: Esbjerg-drenge i hård kamp om mesterskabet

Klubben satser på 2021

- Vi savner i den grad at køre løb på Granly Speedway Arena, og derfor er det vores pligt at komme så stærkt som muligt tilbage i 2021, siger Lars Guldager Dyhr og ønsker de andre klubber held og lykke og tager nu fat på arbejdet med at kontakte blandt andet folk med sæsonkort. 

- Nu tager vi selvfølgelig dialogen med vores sæsonkortholdere, som kan få tilbagebetalt beløbet eller vælge at overføre det til næste sæson, og vi vil bruge den kommende tid på at se på nye tiltag, så vi arbejder videre, men det bliver selvfølgelig på en noget anden måde, end vi havde håbet på, siger Lars Guldager Dyhr.

Mest sete på tvsyd.dk