Coronasmitten er på sit højeste i flere måneder

Den stigende smitte kan få flere til at tilvælge vaccine, vurderer professor Michael Bang Petersen.

Smitten med coronavirus er stigende i Syd- og Sønderjylland.

Onsdag blev der i de 14 kommuner, som TV SYD dækker, konstateret 919 smittede med coronavirus - det højeste antal siden slutningen af august.

Til sammenligning var dét tal 263 den 17. september.

Den stigende coronasmitte kan få flere til at lade sig vaccinere vurderer Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet, der undersøger danskernes adfærd under coronakrisen.

quote

Man kan håbe, at den stigende smitte kan få dem til at ændre på den kalkule, de har.

Michael Bang Petersen, professor, Aarhus Universitet

Grundig dialog med ikkevaccinerede kan få dem til at ændre mening og beslutte sig for at blive vaccineret mod covid-19.

- Det væsentlige er formentlig at se, om man kan ændre på deres forståelse af vaccinen og give dem et mere retvisende billede af, hvad vaccinens effektivitet og sikkerhed er, siger han.

Michael Bang Petersen mener også, at den stigende smitte kan få flere til at blive vaccineret.

- Man kan håbe, at den stigende smitte kan få dem til at ændre på den kalkule, de har. Det kan få dem til at tænke, at det måske er i deres egen interesse at blive vaccineret, siger han.

85,71 procent af de danskere, der er blevet inviteret til vaccination, har færdiggjort deres vaccinationsforløb. Derudover har 1,3 procent fået første stik.

Manglende tillid til myndigheder

Sundhedsmyndighederne har et mål om, at 90 procent af de inviterede bliver vaccineret.

Michael Bang Petersen fortæller, at folk, der endnu ikke er vaccineret, i høj grad vurderer, at det ikke er i deres egen interesse at blive det.

Han vurderer også, at en del af de ikkevaccinerede ikke har megen tillid til myndighederne.

Smittetallene har i de seneste uger været stigende. Onsdag var der på landsplan 1871 nye smittetilfælde med coronavirus.

Michael Bang Petersen mener også, at det kan være et middel til at få flere til at blive vaccineret, men advarer også imod, at det kan have den modsatte effekt.

- Man skal være opmærksom på, at det kan skabe et modpres blandt dem, der ikke er vaccineret, som måske vil gøre dem endnu mere stålsatte på at sige, at de ikke har lyst, siger han.

Det er regionerne, der har opgaven med at få danskerne vaccineret.

Højeste antal indlagte siden april

Torsdagens smittetal fra SSI viser, at antallet af indlagte stiger med 12 til 212 personer. Man skal tilbage til 11. april for at finde et lignende antal indlagte.

24 patienter er indlagt på intensivafdelinger, og 13 af dem på hjælp af en respirator til at trække vejret.

Der er registreret yderligere ét dødsfald. Samlet set er 2709 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.