Dagens smittetal: Lille stigning i antallet af smittede

801 smittetilfælde med coronavirus er registreret den seneste uge i Syd- og Sønderjylland.

Der er mandag registreret 801 smittetilfælde med coronavirus i Syd- og Sønderjylland den seneste uge, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er en stigning i forhold til søndag, hvor tallet var 781.

Går vi ud i kommunerne, er der konstateret flest smittede i Esbjerg (155) og i Horsens (147).

På landsplan er der det seneste døgn registreret yderligere 762 coronatilfælde, viser mandagens tal fra SSI.

Antallet af indlagte stiger med 13 til 142. Man skal tilbage til 4. juni for at finde et tilsvarende niveau. Da var der 145 indlagte.

På syv uger er der således sket en tredobling af antallet af indlagte.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, mener dog ikke, der er grund til panik.

- Overordnet set ser det stille og roligt ud med hensyn til smittespredningen. Antallet af indlagte stiger, men det er på ingen måder truende, siger han.

Der er ikke registreret nye coronarelateret dødsfald. Dermed er 2580 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.

Professor: Vi står i en venteposition 

Udrulningen af vacciner fortsætter, og det seneste døgn er der givet 14.154 vaccinestik.

Dermed har 75,2 procent af befolkningen fået mindst et stik, mens 71,2 procent har fået begge stik og er færdigvaccineret.

Vi står ifølge Allan Randrup Thomsen i en slags venteposition i forhold til smittens videre udbredelse.

- I øjeblikket ser det pænt ud, men vi skal stadig holde tungen lige i munden og være forberedt på, at vi godt kan komme højere op i smittetal og også indlæggelser ud på efteråret, siger han.

- Vi står i en slags ventesituation, hvor vi afventer, hvordan situationen vil være i det her post-vaccinerede samfund.

- Hvordan vil de to grupper - de uvaccinerede børn under 12 år og restgruppen, som ikke er vaccineret - påvirke det samlede billede, siger han.

Sundhedsstyrelsen har mandag oplyst, at personer med et svært nedsat immunforsvar vil blive tilbudt et tredje stik.

Det drejer sig blandt andet om personer med visse typer alvorlige blod- og knoglemarvssygdomme, organtransplanterede, personer i dialyse og personer, der har fået kemoterapi i løbet af i år.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har som mål, at 90 procent af de inviterede målgrupper har fået første vaccinestik inden 1. oktober.

Helt aktuelt er det 86 procent, der har fået mindst ét stik, når man ser på de målgrupper, som vaccinen er godkendt til.

Det er blandt andet popup-vaccinationssteder på skoler og i udsatte boligområder, der skal hjælpe til at nå målet.