Dagens tal: Smittestigning i otte syd- og sønderjyske kommuner

Efter en uge med nedadgående smittetal i Syd- og Sønderjylland er der mandag registreret lidt flere smittede i flere kommuner i landsdelen.

Det seneste døgn har 377 danskere fået besked om, at de er smittet med corona. En del af dem bor i de 14 syd- og sønderjyske kommuner, hvor der flere steder er registreret en stigning i smittetallet siden søndag.

I de otte kommuner Hedensted, Vejle, Varde, Esbjerg, Vejen, Kolding, Sønderborg og Haderslev er smitten vokset siden i går. Mest i Esbjerg, hvor der nu er 38 coronasmittede borgere mod 32 søndag. 

Det betyder, at der samlet set er konstateret 290 tilfælde i Syd- og Sønderjylland de seneste syv dage, og det er en lille stigning efter en uge med konstant faldende smittetal. 

Kun Vejen Kommune ligger nu under bekymringsgrænsen med syv coronasmittede borgere og et incidenstal på 16. Kommuner med et incidenstal over 20 er på Statens Serum Instituts bekymringsliste.

Der er nu 120 indlagte danskere på landets coronaafsnit. Det er 15 flere siden i går.