Danmark stiller vacciner til rådighed for Slesvig-Holsten

Efter at Danmark har besluttet, at de vil fortsætte vaccineudrulningen uden AstraZeneca-vaccinen, bliver der stillet 55.000 doser til rådighed for Slesvig-Holsten.

Opdatering: Artiklen er opdateret med en kommentar fra Slesvig-Holstens ministerpræsident.

55.000 doser af AstraZeneca-vaccinen vil blive stillet til rådighed og udlånt til grænseregionen Slesvig-Holsten. 

Det har regeringen besluttet. Beslutningen er taget på baggrund af en anmodning fra Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse

Ministerpræsidenten udtrykker taknemmelighed over beslutningen.

- Vi er meget glade og taknemmelige for, at vores naboland Danmark har erklæret sig parat til at levere 55.000 doser af AstraZeneca-vaccinen.

- Det viser den særlige forbindelse i grænseregionen, og jeg vil gerne takke på vegne af delstatsregeringen for dette meget tillidsfulde samarbejde, siger han.

Midt i april blev det afgjort, at Danmark ville fortsætte vaccineudrulningen uden AstraZeneca-vaccinen, fordi der er sammenhæng mellem tilfælde af sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper og blødninger og den nævnte vaccine. Samtidig var der på beslutningstidspunktet en god kontrol med epidemien i Danmark, og derfor blev beslutningen, at Sundhedstyrelsen vil fortsætte med at vaccinere uden at gøre brug af AstraZeneca. 

Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med de resterende indkøbte og overskydende doser af AstraZeneca-vacciner.