Echt schön: Så kom tyskerne endelig

Op mod 95 procent af gæsterne i sommerhusene på Vestkysten er tyske turister. De har været savnet, og de første dukkede op allerede klokken 2 i nat.

Det er mørkt. Et kig på armbåndsuret viser, at klokken er 01.55. Om fem minutter åbner sommerhusudlejningsbureauerne Esmark i Blåvand og Danibo på Fanø deres kontorer.

Men udenfor står de første gæster allerede og tripper venligt og tålmodigt på at få udleveret nøglen til deres lejede sommerhus. 

- Det er skønt at få de tyske turister tilbage. Vi har virkelig savnet dem, siger bureauchef i Esmark i Blåvand, Regina Sørensen. 

Sommerhusudlejningsbureauet Esmarks kontor åbnede kl. 02 i nat. Allerede på det tidspunkt stod den første tyske turist og ventede på at få sin nøgle til sit sommerhus. 
Sommerhusudlejningsbureauet Esmarks kontor åbnede kl. 02 i nat. Allerede på det tidspunkt stod den første tyske turist og ventede på at få sin nøgle til sit sommerhus. 
Foto: Finn Grahndin

Tyske biler i massevis 

- Det er festdag, konstaterer direktør i Danibo på Fanø, Hanne Thyssen.

De tyske turister har siden nedlukningen den 11. marts på grund af corona-virussen ikke kunnet komme på ferie i Danmark. Men i nat åbnede den dansk-tyske grænse klokken 00.00 og sendte en karavane af tysk indregistrerede biler nordpå. 

Allerede kl. 5.30 havde sommerhusbureauet Danibo på Fanø indskrevet de første 60 tyske turister.   
Allerede kl. 5.30 havde sommerhusbureauet Danibo på Fanø indskrevet de første 60 tyske turister.   
Foto: Finn Grahndin

Ikke lang tid efter voksede bilkøen ved Fanø-færgen. En bilkø, der slangede sig to kilometer fra færgelejet og skabte trafikale udfordringer. Og en ventetid på op til to timer for at komme med Fanø-færgen. 

Men ved ankomsten til Esmarks og Danibos kontorer blev de tyske turister budt velkommen med brede smil, boblevand, Werthers Echte-bolsjer, balloner, brunsviger og kaffe.

Fanø-færgen var helt fra kl. 02 proppet med tyske turister.  
Fanø-færgen var helt fra kl. 02 proppet med tyske turister.  
Foto: Finn Grahndin

Glade turister

- Vi er vældig glade for, at det lykkedes for os at komme afsted for at holde ferie her,  siger Rainer Muche fra Rellingen. 

- Endelig! Super-dejligt, siger Elisabeth Wonneberg fra Berlin. 

Hun har gæstet Fanø utallige gange siden 1959 og har savnet øen.  

Hanne Thyssen, Danibo på Fanø: - Det er en festdag!  
Hanne Thyssen, Danibo på Fanø: - Det er en festdag!  
Foto: Finn Grahndin

Udsolgt! 

Feriehusudlejernes Brancheforening har vurderet, at der i dag kan komme 19.000 biler til Danmark. Vel at mærke tyske biler med tyske turister i. De er savnede, og det er de penge, de bruger i ferielandet, også.

- Vi kan ikke vinde det tabte tilbage, men det ser ud til, at vi får en historisk god periode på i hvert fald tre uger med næsten udsolgt - eller helt udsolgt, siger Thomas Christiansen, marketingdirektør i Esmark. 

Bureauet har 2.800 sommerhuse at udleje på den jyske vestkyst.    

- Det har selvfølgelig været en svær tid, når vi har måttet undvære de tyske turister. De udgør cirka 95 procent af vores sommerhusgæster, så dagen i dag er en festdag, siger Hanne Thyssen, direktør i Danibo på Fanø.

Flere af de tyske turister mødte op med mundbind på. Risikoen for at pådrage sig covid-19 er stadig gældende, selv om glæden ved at holde ferie - i Danmark i et helt fantstisk vejr - nemt kan få enhver til at glemme den potentielt dødelig virus.