TV der bevæger dig

COVID-19

En medarbejder på plejehjem smittet med corona

En medarbejder på Richtsens Plejecenter i Tønder er smittet med coronavirus. Det er tredje gang, en institution er ramt af smitte. Derfor kommer borgmesteren med en opfordring.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

På Richtsens Plejecenter i Tønder er en medarbejder smittet med coronavirus.

Det oplyser Tønder Kommune i en pressemeddelelse.

Tre andre medarbejdere samt seks beboere er nære kontakter og skal derfor isoleres, indtil der foreligger negative testresultater. Desuden skal en række andre medarbejdere, der ikke umiddelbart har haft nær kontakt med den smittede, testes.

Da Plejecentret er delt op i bo-enheder, har kommunen i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og Region Syddanmark vurderet, at det ikke er nødvendigt at teste resten af medarbejderne og beboerne på plejecentret.

- Smitten har relation til allerede kendt smittet, hvorfor der er meget stor sandsynlighed for, at smitten ikke stammer fra plejecenteret. Ingen beboere eller øvrige ansatte har på nuværende tidspunkt symptomer på covid-19, oplyser direktør for Børn og Skole, Pleje og Omsorg, Jan Præstholm i pressemeddelelsen.

Læs også Nye tal: Smitten stiger i Sønderjylland og falder i Fredericia

I alt 20 medarbejdere og seks beboere skal testes. Det sker søndag, når en af Region Syddanmarks testbiler kommer til Tønder.

Smitten stiger i Tønder Kommune

Med det seneste tilfælde af coronasmitte er tre institutioner i Tønder Kommuner inden for få dage blevet direkte berørt. Daginstitutionen Markledets Børnehave lukkede torsdag efter flere smittetilfælde, og et smittetilfælde på Løgumkloster Skole medførte hjemsendelse af to 8. klasser.

Lørdagens tal fra Statens Serum Institut viser, at der den seneste uge er konstateret 17 smittetilfælde, hvilket svarer til 46 smittede per 100.000. Siden den 23. september, hvor Tønder  Kommune passerede bekymringsgrænsen på 20 smittede per 100.000 er smitten steget hver dag.

I den anledning kommer borgmester Henrik Frandsen (Venstre) med en klar opfordring.

- Med de seneste dages oplevelser i Tønder Kommune, hvor vi er blevet en såkaldt rød kommune, og hvor vi ser coronasmitten udvikle sig i den forkerte retning, må vi for alvor påtage os opgaven med at være forsigtige og ansvarlige i den måde, vi færdes med hinanden på. Det har vi været dygtige til hidtil i Tønder Kommune, hvor vi i lang tid har haft meget få smittetilfælde. Det har ændret sig nu, siger Henrik Frandsen i pressemeddelelsen.

Mest sete på tvsyd.dk