Endnu et plejehjem ramt af coronavirus: 160 medarbejdere og beboere testet

På plejehjemmet Kirsebærhaven i Kolding er en medarbejder smittet med coronavirus. Derfor er 60 beboere og 100 ansatte nu testet.

For tredje gang bliver et plejehjem i Kolding Kommune ramt af coronavirus. Det seneste tilfælde er en medarbejder på plejehjemmet Kirsebærhaven.

Annette Lund, sundhedsdirektør i Kolding Kommune, forsikrer, at kommunen følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og at det er et tilfælde, virussen igen har ramt et af kommunens plejehjem.

- Jeg tror, det er fuldstændig tilfældigt, at vi er blevet ramt tre gange, siger hun til TV SYD og tilføjer, at størstedelen af de 100 medarbejdere blev testet i går, onsdag, mens plejehjemmets 60 beboere og de resterende medarbejdere er blevet testet i dag, torsdag - også selvom plejehjemmet er opdelt i zoner. 

Frivillig test opdager smittebærer

Den smittede medarbejder var rask og havde ingen symptomer, men vedkommende havde takket ja til en frivillig test, og det var dér, coronavirussen blev opdaget.

- I kommunen er medarbejderne i vores udsatte sektorer blevet opfordret til at blive testet. Vi ved ikke, hvem der har sagt ja til tilbuddet, men det har ikke været et krav fra vores side, siger direktøren og fortsætter.

- Mit bud vil være, at vi måske kommer til at se flere raske medarbejdere, der bliver testet positive, men med testtilbuddet kan vi forhåbentlig begrænse smitten.

Lukket for besøg

Efter fundet af coronavirus har plejehjemmet lukket for besøgende. Sundhedsdirektøren håber dog snart at kunne åbne igen, men det bliver først, når alle beboere og medarbejdere har gennemgået to test, der giver negative svarresultater.

Senest har Plejehjemmet Teglgårdsparken været lukket, efter at der også på dét plejehjem var en medarbejder, som var smittet. Alle beboere og de resterende medarbejdere blev testet negative.

Hårdest er det gået ud over Vonsildhave Plejecenter: 11 beboere og otte medarbejdere er blevet smittet, mens syv beboere er gået bort.