Færre indlagt i Region Syddanmark med coronavirus

Der er sket et fald i antallet af indlagte patienter med coronavirus, viser tirsdagens opgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

Fra mandag til tirsdag er antallet af indlagte patienter med coronavirus faldet i Region Syddanmark fra 83 til 79. Det svarer til et fald på fem procent. 

Det viser den daglige opgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

Forklaringen er heldigvis positiv, fortæller koncerndirektøren i Region Syddanmark. 

- Vi har ikke haft en større andel af døde covid-patienter, men vi har haft flere, der er blevet udskrevet og raskmeldte, siger Kurt Espersen til TV SYD.

I alt er 47 personer erklæret raskmeldte i Region Syddanmark siden smitteperiodens begyndelse, tilføjer han. 

I de fleste regioner har der fra mandag til tirsdag været et lille fald i antallet af indlagte patienter med covid-19. 

Man kan hurtigt fristes til at tro, at smittekurven er knækket, men Kurt Espersen understreger, at man endnu ikke kan konkludere, om det er tilfældet.

- Det er for tidligt at sige, om det bare er en krusning på datakurven. Vi skal have tal for flere dage, før vi kan komme med en mere håndfast udmelding. Men i sig selv er det da positivt med et lille fald. Det skal vi være glade for, siger koncerndirektøren til JydskeVestkysten.

Af de 79 patienter, der er indlagt i Region Syddanmark, er 22 indlagt på intensivafdelinger.