Feriehusudlejere: Åben grænsen senest 21. maj

Op mod 150.000 bookinger af feriehuse svæver lige nu i usikkerhed, fortæller brancheorganisation.

Feriehusudlejernes Brancheforening vil have åbnet den dansk-tyske grænse for turister senest 21. maj, så gæster kan få Kristi himmelfartsferien med.

I yderste nødstilfælde kan man vente til 29. maj, så gæster kan holde ferie i Danmark i pinsen, lyder det fra en frustreret Carlos Villaro Lassen, direktør for feriehusudlejerne.

Egentlig så han helst, at grænsen var åbnet nu.

- Hvis der ikke er noget argument imod, er det bare om at få det gjort.

- Vi har allerede i marts, april og maj mistet tre millioner udenlandske overnatninger fra primært tyske og lidt norske turister, siger han.

Grænsen har været lukket siden midten af marts for alle udlændinge uden et såkaldt anerkendelsesværdigt formål.

Statsminister overvejer at bløde op

Opfordringen kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (Soc.dem.) torsdag aften i en partilederdebat på DR og TV2 åbnede muligheden for, at tyske turister med et lejebevis kan holde ferie i Danmark.

Flere partier har presset kraftigt på for en snarlig åbning af grænsen for visse turister, herunder Dansk Folkeparti, De Radikale og Venstre.

Mette Frederiksen vil dog ikke åbne grænsen for alle.

- Hvis vi taler om en model, hvor det handler om mennesker, der kommer til Danmark som turister, hvor det kan hjælpe lokalsamfundene, så er det noget andet, lød det Mette Frederiksen.

Hun understregede også, at hun stadig var bekymret for eventuel smittespredning med coronavirus ved en åbning af grænsen.

150.000 bookinger

Carlos Villaro Lassen er glad for meldingen.

Han fortæller, at der er op mod 150.000 bookinger i juni, juli og august, som er booket før coronakrisen.

En stor del af bookingerne er foretaget af udlændinge.

- Bliver det meldt ud denne weekend, at vi åbner til Kristi himmelfartsferien eller den 29. maj for personer med lejebevis, vil folk også turde begynde at booke til efter den periode.

- Gæsterne kommer jo ikke for at smitte. De kommer, fordi de føler sig trygge ved at få en ferie, hvor de ikke kommer i kontakt med mange mennesker, siger Carlos Villaro Lassen.