Fitnesscentre og indendørs idræt kan genåbne fra torsdag

For personer mellem 18 og 70 år åbnes der for "ikke-kontakt-sport". For unge og ældre åbnes for al idræt.

Indendørs idræt og fitnesscentre må fra torsdag genåbne for personer over 18 år mod fremvisning af coronapas.

Det fremgår af en aftale om en yderligere genåbning af Danmark, som regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet er blevet enige om natten til tirsdag.

Indendørs idræt genåbnes ifølge aftalen for personer over 18 år med krav om coronapas samt et forsamlingsloft, "der følger det indendørs forsamlingsforbud". Det vil sige et loft på 25 personer.

Kontakt-sport bliver ikke muligt for alle mellem 18 og 70 år

I aftaleteksten understreges det, at der kun åbnes for "ikke-kontakt-sport" for personer mellem 18 og 70 år.

For børn og unge under 18 år samt for personer over 70 år åbnes der imidlertid for al indendørs idræt fra torsdag - herunder også idræt, der ikke er i organiseret regi.

Forsamlingsloftet for idræt for personer over 70 år hæves ligeledes fra 10 til 25 personer, så det følger det indendørs forsamlingsforbud.

Kravet om coronapas vil gælde, uanset hvor mange der deltager i idrætsaktiviteten.

Fra torsdag genåbnes ligeledes fitnesscentre, herunder fitnesscentre på hoteller. Også her skal gæster kunne fremvise et coronapas.

Der vil samtidig være et krav om, at fitnesscentrene skal være bemandede i åbningstiden. Det sker med henblik på at sikre den fornødne kontrol med coronapas og overholdelse af smitteforebyggende tiltag, herunder afspritning.

Plan på plads efter ni timers forhandling

Aftalen natten til tirsdag kommer som en opfølgning på en rammeaftale om plan for genåbning, der blev indgået 22. marts.

Aftalen blev præsenteret i Justitsministeriet kort før klokken 03.00 efter mere end ni timers forhandlinger.

Netop genåbningen af fitnesscentre og indendørs idræt var et af de punkter, partierne havde svært ved at nå til enighed om.

- Nu åbner fitnesscentrene desværre med et krav om coronapas, som giver noget bøvl, men til gengæld med mulighed for at komme ind og straffe noget jern, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ifølge TV2.