Flere podere hjælper ikke på ventetider

Manglende podere og analysekapacitet er nogle af årsagerne til, at borgere lige nu oplever lang ventetid til at bestille tid til en PCR-test.

Ventetid.

Og meget af den.

Det er lige nu realiteten for de tusindvis af borgere, der ønsker at bestille tid til at få taget en test for covid-19.

Hvis du for eksempel ønsker at bestille en test i Fredericia, skal du væbne dig med tålmodighed. Den første ledige tid ved testcenteret Vestre Ringvej 101 er den 27. november. Det samme gør sig gældende for Haderslev. Den første ledige tid ved testcenteret på Grønningen 1A er den 26. november. 

Et af problemerne ved den lange ventetid er, at testbehovet er steget.

- For få uger siden testede vi meget, meget få. Nu er testbehovet eksploderet, og det forsøger vi selvfølgelig at tilpasse os. Det kræver flere nye podere, og de er ikke så nemme at rekruttere, som de var tidligere, fortæller Koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, i en pressemeddelelse.

Han fortæller til TV SYD, at Statens Serum Institut (SSI) ikke har nok kapacitet til at analysere de mange prøver, som kommer ind.

- Lige nu bruger vi reelt den kapacitet, vi har fået ved SSI. Så nye podere vil formentlig ikke betyde, at vi kan teste flere, men det vil skabe en bedre oplevelse for borgerne. Skal vi teste flere, kræver det mere analysekapacitet, siger Kurt Espersen.

Koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, mener ikke, at flere podere vil afhjælpe ventetiden på coronatest. Årsagen skal findes i manglende analysekapacitet.
Koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, mener ikke, at flere podere vil afhjælpe ventetiden på coronatest. Årsagen skal findes i manglende analysekapacitet.

Ifølge Kurt Espersen lever Region Syddanmark ikke op til den målsætning, regeringen har, om at 80 procent skal have adgang til en coronatest indenfor 24 timer, og at 80 procent skal have et svar, dagen efter testen er foretaget. Grunden til det er testkapaciteten.

- Vi har i løbet af de sidste tre-fire uger øget vores kapacitet fra nogle få tusinde test om dagen til nu over 35.000 test hver eneste dag på PCR-området. Nu er vi nået til det niveau, hvor testbegrænsningen er analysekapaciteten i Statens Serum Institut, siger han.

Han fortæller også, at grunden til, at man ikke øger testkapaciteten, er bundet i en national udmelding. 

- Der er så mange test til rådighed i Danmark per dag, og vi bruger mere end vores del af dem.

Få testtider at finde

Der er mange, der bliver testet for coronavirus i øjeblikket. I Sønderborg er man nødt til at vente to dage, i Haderslev fire dage, og i Fredericia kan man tidligst komme til om fem dage. 

Det kan selvfølgelig ændre sig, hvis et afbud skulle komme, men det viser, at kapaciteten bliver brugt. En af årsagerne er, at mange lader sig teste. 

- Der er mange årsager til, at man lader sig teste, men vi har jo ikke spurgt den enkelte borger, der bliver testet, hvad det er for en grund, man har, og det skal vi heller ikke, men de officielle udmeldinger er, at hvis man har symptomer eller er nærkontakt, skal man blive testet. Alt andet er komfortmæssigt, så man ikke smitter andre, siger Kurt Espersen.

Han fortæller også, at man lige nu er i en flaskehals med analysekapaciteten, så selvom man skulle teste flere personer, så vil svartiden på testen blive det længere.