Forsamlingsforbud hæves til 100 om en måned og 200 om to måneder

Regeringen og Folketingets partier er enige om den videre plan for forsamlingsforbuddet hen over sommeren.

Folketingets partier er enige om, at forsamlingsforbuddet bliver 100 personer per 8. juli. Og 200 personer 8. august for visse arrangementer. Det oplyser Justitsministeriet.

Fra i dag, mandag, er forsamlingsforbuddet allerede hævet fra 10 til 50 personer.

Men planen bliver kun til noget, hvis alt går godt. Sådan lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

- For vi skal huske, at det hele stadig afhænger af, at vi hver især følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Holder afstand, vasker hænder ofte, passer på hinanden og så videre.

- Og hvis vi ser, at epidemien blusser op igen, er en opstramning af forsamlingsforbuddet noget af det første, vi vil se på.

- Jeg ser frem til drøftelserne med partierne om eventuelle yderligere lempelser inden for afgrænsede områder, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Hækkerup henviser til drøftelser om antallet af tilskuere til superligakampe. Og om at kunne afholde private fester i kommercielle lokaler, eksempelvis bryllupper, til senere end midnat.

Forsøg med flere fodboldtilskuere

Det bliver kulturministeren, sundhedsministeren samt Hækkerup, der vil indkalde til drøftelser vedrørende et forsøg med afvikling af superligafodbold med flere end 500 tilskuere. Det skal kunne ske på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.

- På baggrund af forsøget vil sundhedsmyndighederne, politiet og eventuelt andre relevante myndigheder evaluere, om det er foregået sundhedsmæssigt forsvarligt, skriver Justitsministeriet.

Sundhedsministeren og justitsministeren vil indkalde til drøftelser om afholdelsen af private fester i eksempelvis restauranter.

Sådan bliver forsamlingsforbuddet gradvist hævet

- 8. juni er grænsen for forsamlinger blevet hævet til 50 personer.

- 8. juli hæves forsamlingsforbuddet til 100 personer.

- 8. august hæves forsamlingsforbuddet til 200 personer for visse arrangører. Det gælder dog kun for arrangører, som er underlagt retningslinjer for genåbningen. Eksempelvis kultur- eller idrætsarrangementer.

- Fra 8. juni bliver arrangementer, hvor deltagerne primært sidder ned, undtaget fra forsamlingsforbuddet. Der vil dog fortsat være en grænse, så maksimalt 500 personer må samles.

Undtagelsen gælder kun for arrangementer, der afholdes af arrangører, der er underlagt retningslinjer. Det kan eksempelvis være et bryllup på en restaurant eller en generalforsamling på et konferencecenter.

- Hvorvidt der kan afvikles superligafodbold med flere end 500 tilskuere er fortsat uafklaret, men der er planlagt politiske drøftelser om det.

Kilder: Justitsministeriet.