Fredagens smittetal: Kun få udsving i antal smittede

I langt de fleste kommune stiger eller falder antallet af smittede kun med en enkelt eller få. I to kommuner er der dog sket væsentlige ændringer siden i går.

453. Så mange personer er konstateret smittet med corona i løbet af de seneste syv dage i de 14 kommuner, som TV SYD dækker. Sammenligner man det tal med ugens resterende dage, så ser smitten ud til at være nogenlunde stabil. I langt de fleste kommuner stiger eller falder smitten kun med enkelte eller få nye smittetilfælde. 

I to kommuner ses der dog væsentlige ændringer. 

Ud af de 14 kommuner har Fredericia fredag det højeste smittetal. Her er der fundet 51 smittetilfælde over de seneste syv dage, og incidenstallet er på 99,6. Det vil sige, at der er 99,6 smittede personer pr. 100.000 indbyggere. Smitten har ikke være så høj siden 25. februar i Fredericia. 

Vejen Kommune har fredag det næsthøjeste smittetal -  også her er smitten steget. Siden torsdag er antallet af smittede steget med 7. I alt er der fundet 32 tilfælde i løbet af de seneste syv dage, og incidenstallet ligger på 75. 

To kommuner har et incidenstal, der er under Sundhedsmyndighederens bekymringsgrænse på 20. Det drejer sig om Haderslev og Fanø med incidenstal på henholdvis 18 og 0. 

Du kan se, hvordan smitten ser ud i din kommune her: 

Så mange er vaccineret 

Weekenden er på vej, humøret er forhåbentlig på vej op, og det samme er antallet af vaccinerede. Siden torsdag er yderligere 8.173 personer blevet færdigvaccineret. 

I alt har 835.271 personer fordelt over hele landet fået det første stik med coronavaccine. Det svarer til 14,3 procent af den danske befolkning. 7,4 procent er vaccineret. 

På mandag stiger antallet af vaccinerede endnu mere, når regionerne gennemfører endnu en stresstest. Målet er, at der skal kunne vaccineres op mod 100.000 borgere om dagen, og for at forberede sig bedst muligt til det, så presser man vaccinationscentrene for at finde fejl, mangler og flaskehalse. 

I Region Syddanmark vil cirka 20.000 borgere få et vaccinestik. Ved sidste stresstest den 26. februar blev der vaccineret 8.800 borgere. 

Du kan se de nuværende tal for antal vaccinerede i din kommune her: