TV der bevæger dig

COVID-19

Frustreret frisør venter på hverdagen

Det er svært at holde økonomien kørende for de mange virksomheder, som fortsat skal holde lukket. Frisør i Kolding håber, at han snart kan byde sine kunder velkomne igen.

Det er svært at være forretningsdrivende lige nu, fortæller medejer af frisørsalonen Park Styling. Han måtte endnu engang ringe til sine kunder tirsdag for at udskyde aftaler. Foto: Rasmus Jensen

Det var en spændt Claus Hansen, der mandag aften sad ved tv’et og fulgte statsministerens pressemøde.

Han er nemlig medejer af frisørsalonen Park Style i Kolding, som nu været lukket siden den 18. marts. Og det var med en klump i maven, at han hørte statsministerens ord, selvom han havde set den komme:

Frisørsalonen får ikke lov at åbne. I hvert fald ikke i den kommende måned.  

- Jeg har i dag været ved at briefe mine kunder for tredje gang om, at vi må udskyde vores aftaler. Det er pænt frustrerende, fordi det, jeg allerhelst vil, er, at få mine kunder og min hverdag tilbage, så jeg kan stå og klippe dagen lang, fortæller Claus Hansen.

Læs også Palle udnyttede de sidste dyrebare timer inden lukning

Økonomiske udfordringer

Frisørsalonens medejer kan godt se det fornuftige i at forlænge nedlukningen, men det udfordrer virksomheden.

- Vi har store udgifter ved bare at være her, så vi hænger lidt med røven i vandskorpen. De 23.000 kroner, vi får fra staten, rækker ikke langt, når det kommer til at dække vores udgifter, siger Claus Hansen.

Ifølge brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder, SMVdanmark, er Park Stylings situation langt fra enestående. Derfor er det også et hårdt slag, at nedlukningen skal stå på i endnu en måned.

- De fleste kan klare sig i kort tid, men hvis vi kigger ind i en måned eller to mere, er opsparingen hos virksomhederne væk. Her er især frisører, butikker og restauranter voldsomt pressede, fordi mange er enkeltmandsvirksomheder og har ikke de største opsparinger, siger Jakob Brandt, vicedirektør i SMVdanmark.

Læs også Overblik: Sådan vil regeringen genåbne Danmark

Holder kontakten ved lige

I frisørsalonen i Kolding er spørgsmålene om fremtiden mange: Hvornår må de åbne igen, og hvordan skal det foregå? Skal de også bruge mundbind og visirer, når frisørerne en dag skal stå tæt på deres kunder for at sætte frisuren?

Claus Hansen savner også kunderne. Men indtil dørene igen åbnes, tager han sig en sludder med de faste kunder, når han ringer for at udskyde endnu et besøg.

- Så skal jeg jo lige høre lidt om deres planer i påsken, og hvordan de går og har det. Nu er det frokosttid, og jeg har kun nået at tale med fire af mine kunder i dag, fordi vi lige skal nå at vende det hele, siger Claus Hansen og griner.

Mest sete på tvsyd.dk