Frygt for smittespredning sætter stopper for vandreture

Dansk Vandrelaug tager konsekvensen og stopper nu alle vandreture på ubestemt tid, efter facebook-billeder af folk, der ikke holder afstand på en gruppevandretur i Vejle Ådal.

Hyggeligt ser det ud på billederne af godt og vel 20 vandrere, der går tur i Vejle Ådal. Billeder, som tydeligt viser, at folk har vidt forskellig fortolkning af, hvor langt to meter er.

To meter er den afstand, som mange eksperter mener, man som minimum skal holde til sine medmennesker, hvis man vil være sikker på ikke at blive smittet af – eller smitte med – den omsiggribende coronavirus.

En anbefaling, sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag eftermiddag understregede, skal tages alvorligt - uanset om man er inde eller ude.

I skrivende stund er 62 mennesker indlagt med COVID-19 i Danmark – heraf 10 på intensivafdeling.

"En hån mod dem, der passer på"

Ifølge et facebookopslag, skrevet af bestyrelsesmedlem i Dansk Vandrelaugs afdeling i Kolding, Finn Dahl, startede afdelingens vandretur ved Vingsted Centret ”der i dag var usædvanligt affolket. Smittefaren tager folk meget seriøst, og vi godt tyve vandrere hilste også høfligt på hinanden i behørig afstand”, skriver Finn Dahl i opslaget.

quote

Nu indstiller vi resten af vores vandreture med omgående virkning.

Steen Kobberø-Hansen, landsformand, Dansk Vandrelaug

Men, som billederne fra turen viser, så skrumpede afstanden mellem vandrerne ind imellem ind, og det har fået brugere på Facebook til at fare i blækhuset:

- Det er en hån mod alle de mennesker, der bliver hjemme og passer på, for at det ikke udvikler sig, skriver Heidi Helle Fjelbye, mens Bente Nielsen skriver ”… gør det nu alene eller højst sammen med dem i din egen husstand, så hjælper vi alle hinanden”.

Udklip fra kommentarspor på Facebook
Udklip fra kommentarspor på Facebook
Foto: Lasse Lund Hansen, TV SYD

Reaktionerne fra små-forargede facebookbrugere har sat gang i debatten om, hvorvidt det er sikkert at gå ture i store grupper eller ej, og i dag tog Dansk Vandrelaug så konsekvensen af kritikken af gåturen i Vejle Ådal:

- Allerede i torsdags aflyste vi mange af vores ture, men nu indstiller vi resten af vores vandreture med omgående virkning, siger landsformand for Dansk Vandrelaug, Steen Kobberø-Hansen til TV SYD.

Ikke super ideelt

Ifølge Allan Randrup Thomsen, som er professor i virologi på Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet, er gruppe-gåture ikke verdens bedste idé lige for tiden.

- Det er ikke superideelt, lad mig sige det sådan, siger Allan Randrup Thomsen til TV SYD.

Ifølge Allan Randrup Thomsen kan gåture i hurtigt tempo – hvor pulsen og åndedrættet stiger – være med til at øge risikoen for smittespredning.

- Hvis du går – og du går i et rimeligt heftigt tempo – så har du også en heftig udånding og tendens til at lave dråber, uddyber han.

Det er netop dråber, der smitter mest, og selvom smitterisikoen er mindre udendørs, så er afstand stadig afgørende, hvis man skal undgå, at smitten spreder sig yderligere.

quote

Hvis man skal være på den sikre side, skal man helst gå tur alene, og hvis man er flere, der går tur, skal man helst hele tiden holde ca. to meters afstand fra hinanden.

Allan Randrup Thomsen, professor i virologi, Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet

- Jeg vil sige, at hvis man skal være på den sikre side, skal man helst gå tur alene, og hvis man er flere, der går tur, skal man helst hele tiden holde ca. to meters afstand fra hinanden. Nogle siger halvanden meter - andre tre meter, men efter min opfattelse i hvert fald to meter, siger Allan Randrup Thomsen.

På spørgsmålet om man helt bør undgå gruppevandreture, svarer Randrup Thomsen:

- Det vil jeg anbefale!

Og hvis man insisterer på gruppe-gåture, så er halvanden til tre meters afstand altså vigtigt:

- Jeg ved godt, det ikke bliver så socialt, men det, må man så sige, er en del af den pris, vi må tage på os i den her periode, hvis vi skal kunne få et indgreb, der virker, siger Allan Randrup Thomsen til TV SYD.

Omgående stop for vandreture

Hos Dansk Vandrelaug erkender landsformand Steen Kobberø-Hansen, at deltagerne på vandreturen i Vejle Ådal ikke har holdt sig til de anbefalinger, Dansk Vandrelaug har meldt ud for vandreture.

Dansk Vandrelaug har på sin hjemmeside anbefalet, at man ikke giver håndtryk, holder afstand, ikke tager offentlig transport eller samkørsel til vandrestedet og ikke møder op, hvis man hoster.

- Vi kan jo ikke komme udenom, at deltagerne i turen ikke har holdt afstand. Billederne dokumenterer tydeligt, at folk har stået for tæt på hinanden på visse tidspunkter under vandreturen, og den konsekvens, vi tager, er, at alle ture lukkes ned fra i dag og ind til videre over hele landet. Vi ville under alle omstændigheder have revurderet vores anbefalinger i dag, hvor det er officiel nedlukningsdag, siger Steen Kobberø-Hansen til TV SYD.

quote

Vi ønsker ikke at bidrage til, at der skabes nye smittekæder, og vil heller ikke fremstå, som om vi ikke ønsker at vise samfundssind i den alvorlige situation, vi står i.

Steen Kobberø-Hansen, landsformand, Dansk Vandrelaug

Han vurderer, at foreningen nok under alle omstændigheder ville have lukket gåturene ned:

- Vi ønsker ikke at bidrage til, at der skabes nye smittekæder, og vil heller ikke fremstå, som om vi ikke ønsker at vise samfundssind i den alvorlige situation, vi befinder os i, siger Steen Kobberø-Hansen til TV SYD

Hvornår vandreturene genoptages er uvist.

- Vi følger udviklingen af spredningen af COVID-19. Men det vil ikke undre mig, om vi kommer helt frem midt i maj, før vi igen kan mødes til vandreture i foreningens regi, siger Steen Kobberø-Hansen.