TV der bevæger dig

COVID-19

Fuldt hus på golfbane trods strikse coronaregler

Selvom Dansk Golf Union opfordrer alle klubber til at være forsigtige, er det igen muligt at spille golf. I Hedensted Golfklub er de parate til at lukke banen igen, hvis medlemmerne ikke følger reglerne.

Søndag var samtlige tider booked i Hedensted Golfklub. Foto: Ole Møller, TV SYD

Høj sol og trangen til at komme ud og svinge køllen fik søndag masser af ivrige golfspillere til at søge mod golfbanen i Hedensted.

Siden Dansk Golf Union tirsdag udsendte et nyt regelsæt, som de opfordrer alle til at følge, er banen igen blevet åbnet for klubbens egne medlemmer.

I hvert fald så længe golfspillerne kun mødes to og to og sørger for holde god afstand til hinanden.

- Vores manager tager herned to gange om dagen for at tjekke, at det hele foregår som aftalt, og hvis reglerne ikke bliver overholdt, lukker vi igen, siger bestyrelsesformand Per Kristensen.

Bestyrelsesformand Per Kirstensen har ingen betænkeligheder, hvis reglerne følges. Foto: Ole Møller, TV SYD

Mange gør som Hedensted

De fleste golfbaner har ligesom i Hedensted valgt at åbne for spil, men alle træningsfaciliteter, klubhuse og restauranter er fortsat lukket. 

- Jeg synes, det er fint at komme ud og få noget frisk luft. Vi har den fordel i vores sport, at vi ikke kommer tæt på hinanden. Derfor er smitterisikoen meget minimal, mener Per Kristensen.

Bestyrelsesformanden fortæller, at klubben har været i kontakt med både politiet og med sundhedsmyndighederne for at sikre, at de ikke overtræder nogle af de nuværende restriktioner.

Dansk Golf Union har lavet en liste med regler, som de opfordrer alle klubber til at følge.

Der er dog forskel på, hvordan de enkelte klubber vælger at fortolke og følge dem.

Du kan se dem her.

 

Mest sete på tvsyd.dk