Godt nyt fra lufthavnen: Job bevares trods historisk krise

Antallet af rejsende vil falde yderligere, spår lufthavnens direktør. Derfor vil man sende medarbejdere hjem med lønkompensation.

Der er langt mellem passagererne i Billund Lufthavn for tiden. Lukkede grænser, orange rejsevejledninger og aflyste afgange har medført et stort fald i antallet af passagerer, der rejser til eller fra Billund Lufthavn.

Og i disse dage er lufthavnen ved at gøre klar til at tilpasse sin medarbejderstab til den nye virkelighed under Coronavirussen.

I den seneste uge rejste 47 procent færre passagerer igennem Billund Lufthavn sammenlignet med samme uge i 2019.

- Det er forfærdeligt at se på. Parkeringspladsen er mere og mere tom, og der er mindre aktivitet i lufthavnen også i denne uge, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn til TV SYD fra den usædvanlig stille lufthavn.

Hjælpepakke bevarer arbejdspladser

Københavns Lufthavn oplyste tirsdag morgen, at man gradvist vil sende 1.500 medarbejdere hjem, fordi der er lavere aktivitet i lufthavnen for tiden. Lufthavnen vil gøre brug af regeringens hjælpepakke, hvor virksomheder kan få betalt lønkompensation for op til 75 procent af medarbejdernes løn, hvis man sender dem hjem i stedet for at fyre dem.

Som det ser ud nu, regner også Billund Lufthavn med at gøre brug af lønkompensation. I løbet af nogle få dage forventer direktøren, at de sidste detaljer er på plads.

- Det er glædeligt med hjælpepakken, og lige nu er vi ved at undersøge hvilke medarbejdere, vi vil sende hjem. Jeg tror i hvert fald, at vi på grund af hjælpepakken kan undgå at skulle afskedige medarbejdere, siger Jan Hessellund.

Han har ikke noget bud på, hvor mange medarbejdere, der kan sendes hjem. Han fortæller, at en del ansatte ikke vil blive sendt hjem, da der stadig er en del godstransport til og fra lufthavnen.

Næsten alle fly indstilles

Siden fredag den 13. marts har Udenrigsministeriet frarådet alle ikke-nødvendige rejser i hele verden frem til 13. april. Derudover har ministeriet anbefalet, at alle danskere i udlandet skulle komme til Danmark hurtigst muligt. I takt med at danskerne kommer hjem, og at unødvendige rejser frarådes, regner Jan Hessellund med at indstille størstedelen af flyvningerne i den nærmeste fremtid.

- Jeg frygter, at vi kommer ned mellem nul og 10 procent af vores normale aktivitet. Mit bud er, at vi om 14 dage når et lavpunkt, som vi nok vil ligge på, så længe epidemien hærger. Jeg har i hvert fald svært ved at se det blive godt igen før juni, siger Jan Hessellund.