Grænseåbning vil give 40 mia. kr.: - Ekstremt vigtigt at få især tyskerne tilbage

Dansk Erhverv har regnet sig frem til, at en åbning af grænserne vil give en gevinst på 40 mia. kr. og redde 40.000 danske job.

Tyske turister stod sidste år for langt hovedparten af de godt 14 millioner turistovernatninger i Sydjylland.

I 2019 var der 14.104.965 overnatninger, hvoraf udlændinge og især tyskerne stod for 60 procent af dem.

Sammenholdt med, at turismen i Region Syddanmark udgør ca. 20 procent af den samlede danske turismeøkonomi, vil en åbning af grænserne have voldsom stor betydning i Syd- og Sønderjylland, hvor langt hovedparten af regionens turister søger hen. 

quote

Mange yderområder, lige fra lokale købmand og kiosker til minigolfbaner, er dybt afhængige af turisterne.

Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv

- Derfor er de tyske turister nøglen til at få en god turistsæson i 2020, siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, til TV SYD.

Ifølge nye beregninger fra Dansk Erhverv vil en åbning af de danske grænser give en gevinst på 40 milliarder kroner og redde omkring 40.000 danske job. 

- Vi kan også se i tallene, at det ikke overraskende er de tyske turister, som primært besøger landsdelen. Derfor er det ekstremt vigtigt at lave aftale med specielt Tyskland her før sommerferien, siger cheføkonomen. 

Cheføkonom Tore Stramer, Dansk Erhverv.
Cheføkonom Tore Stramer, Dansk Erhverv.
Foto: Dansk Erhverv

Rammer yderområder hårdt

I forhold til økonomiens størrelse i det syd- og sønderjyske er turismen meget vigtig.

- Mange yderområder, lige fra lokale købmand og kiosker til minigolfbaner, er dybt afhængige af turisterne, så det rammer ualmindeligt hårdt, hvis tyskerne ikke kommer, mener Tore Stramer.

Både statsminister Mette Frederiksen (Soc.dem.) og justitsminister Nick Hækkerup (Soc.dem.) har i ugens løb tilkendegivet, at en lejekontrakt til et sommerhus, campingplads og lignende muligvis kan blive betragtet som et “anerkendelsesværdigt formål” og derfor give adgang gennem den ellers lukkede grænse.

De danske grænser blev lukket 14. marts for alle, der ikke har et såkaldt "anerkendelsesværdigt formål" i Danmark.