TV der bevæger dig

COVID-19

Grænselukningen kunne ikke forhindre venskabsbesøg

Selvom corona har sat en stopper for årets arrangementer mellem to lokalforeninger – en på hver sin side af grænsen, så skal den ikke sætte en stopper for en kop kaffe på tværs af grænsen.

Ni midtjyder og seks sydslesvigere tog onsdag plads på hver sin side af den dansk-tyske grænse. Foto: Karoline Lunddal Dam, TV SYD

Hvis man har venner i Tyskland, er der vist ingen tvivl om, at det i denne tid er ekstra udfordrende at se hinanden.

Men det er ikke umuligt. Det har Grænseforeningens lokalforening for Skjern – Tarm og Videbæk og Sydslesvigsk Forening i Ladelund og omegn besluttet.

De drak kaffe og spiste kage sammen onsdag: Ni midtjyder og seks sydslesvigere - med afstand.

- Vi har brug for et lyspunkt i vores forening, fortæller Bo Trelborg, der er formand for Grænseforeningen Skjern – Tarm og Videbæk.

- Vi kan jo også godt lide at lave noget, der er festligt og lidt anderledes, siger Bo Trelborg.

  Foto: Karoline Lunddal Dam, TV SYD

Opbakning om anderledes idé

Det var hans idé at ses på hver sin side af grænsen, og dén var formand for foreningen i Ladelund og omegn med på.

- Vi skal holde fanen oppe, siger Ulf Meyer.

Han mener, det er vigtigt at ses ansigt til ansigt – selvom det er sværere for dem lige nu.

De to foreningers venskab går helt tilbage til efter Anden Verdenskrig.

Her fik Grænseforeningens lokalforeninger ansvaret for at hjælpe et bestemt område i Sydslesvig. Lokalforeningen Skjern – Tarm og Videbæk fik Ladelund og omegn, og siden da er det forhold holdt intakt.

Alt skal ikke handle om aflysninger

De to foreninger mødes normalt et par gange om året: Til Ladelunds årsmøde og en årlig tur ned til Sydslesvig – det førstnævnte arrangement er i år aflyst, og den årlige tur til Sydslesvig er i år sat til den 22. august – en måned, hvor der stadig tales om mulige coronaforbehold. Men alt skal ikke handle om aflysninger, mener Bo Trelborg.

Det er dejligt at kunne sige, at nu holder vi noget, der ikke er aflyst.

Bo Trelborg, Formand, Grænseforeningen Skjern – Tarm og Videbæk

Det er Ulf Meyer, formand for Sydslesvigsk Forening Ladelund og omegn, enig i. Især fordi 2020 var det store år for grænsens historie – genforeningen der skulle være fejret på behørig vis.

Længere invitationsliste i næste uge

I Grænseforeningens lokalforening for Skjern – Tarm og Videbæk er 140 husstande medlem. Det kræver ikke lang tid at regne ud, at de ikke alle har fået muligheden for at deltage onsdag på grund af forsamlingsforbuddet.

Men det får de måske mulighed for i næste uge. Bo Trelborg forestiller sig nemlig, at foreningerne snart holder et digitalt møde, hvor der ikke er begrænsning på antallet af gæster.

Mest sete på tvsyd.dk