Haltende start med hurtigtest i regionen

Carelink vandt udbuddet og har siden 1. februar haft opgaven med at håndtere hurtigtest i Region Syddanmark. Og den opgave er der stadig udfordringer med, lyder det fra regionen.

- Det er en stor opgave, Carelink har fået. Sikkert også større, end de havde forventet. Og der nogle udfordringer. Men jeg er da optimistisk. Vi skal nok lige en uge længere ind, så tror jeg faktisk, de får det til at køre, lyder det fra Gitte Jørgensen, der er præhospital chef i Region Syddanmark.

Gitte Jørgensen står for koordineringen på området for hurtigtest i Region Syddanmark og har dagligt kontakt med både Carelink og de i alt 22 kommuner, som melder ind med de ønsker, der er til at få besøg af de mobile testenheder fra Carelink. Og ifølge Gitte Jørgensen, så er der stadig plads til en del forbedringer.

- Vi har en god dialog med Carelink. Der har jo været nogle steder, hvor de ikke er kommet helt til tiden og ikke er kommet på de tidspunkter, de skulle komme på. Og det er jo planlægning, det handler om. Carelink har jo også været lidt udfordret af sneen. Når man skal køre ud til 5-8 steder på en dag, så bliver snevejret jo også en udfordring, mener Gitte Jørgensen.

Lang vej til 17.000 test om dagen

Efter planen skal Carelink tilbyde cirka 10.000 test om dagen fra testbiler i hele regionen, og alle kommuner får mulighed for at få daglige besøg af hurtigtestbilerne. Samtidig har Carelink åbnet seks faste hurtigtestcentre i Region Syddanmark, hvor man kan teste i alt 7.000 personer om dagen. I Region Midtjylland er det SOS International, der har opgaven med lyntest. Her ligger et af testcentrene i Horsens.

Fire af Carelinks seks stationære centre ligger i det syd- og sønderjyske (Esbjerg, Rødekro, Kolding og Billund). Carelinks samlede teststyrker i Region Syddanmark - både de mobile og stationære enheder -  skal altså kunne tilbyde 17.000 hurtigtest om dagen i regionen. Men det tal er ikke lige om hjørnet.

quote

Det er klart, når man begynder at åbne op for nogle ting i samfundet, så vil antallet af hurtigtest også stige.

Gitte Jørgensen, præhospital chef, Region Syddanmark

- Der er lang vej, vil jeg sige. Det er klart, at når man begynder at åbne op for nogle ting i samfundet, så vil antallet af hurtigtest også stige. Lige nu har man jo prioriteret plejehjemmene og lignende. Det er jo ret ressourcekrævende at skulle køre rundt til de forskellige plejehjem. Set i forhold de kommuner, der vælger at få placeret en testvogn midt i en by og åbne for, at alle borgere kan blive testet. Så kan der jo hurtigere komme flere folk igennem, lyder det fra Gitte Jørgensen.

Carelink-hurtigtest udført i februar

  • 1. februar:  2392
  • 2. februar:  2899
  • 3. februar:  3353
  • 4. februar:  3610


Tallene dækker hurtigtest foretaget af mobile enheder og i de seks Carelink-centre i Region Syddanmark.


Kilde: Region Syddanmark

TV SYD har forsøgt at få en kommentar fra Carelink-direktør, Brian Rosenberg. Det har desværre ikke været muligt.