Her kan grænsependlere blive gratis testet

Nu kan grænsependlere blive testet fire steder, inden rejser ind i Danmark for at passe deres arbejde. Det er Region Syddanmark og Falck, der har lavet en aftale om gratis testning.

Region Syddanmark har nu udvidet aftalen med Falck, så udenlandske borgere, der ikke bor i Danmark, kan få en hurtigtest, hvis de skal rejse ind i landet. 

I aftalen indgår også, at udlændinge, der bor syd for grænsen og kan dokumentere, at de har arbejde i Danmark, fremover kan få testen gratis.


Det kan ske på Falcks teststed i Scandinavian Park i Handewitt - og som noget nyt på tre mobile testenheder på de tre grænseovergange Pebersmark, Sæd og Møllehus.

Weekendens nye indrejseregler betyder, at alle udenlandske borgere, der ikke har bopæl i Danmark, skal fremvise negative coronatests, når de rejser ind i landet.

På den baggrund har Region Syddanmark nu lavet en aftale med Falck, som betyder, at udenlandske borgere nemt kan få en lyntest, inden de krydser grænsen.

Gratis mod dokumentation for job i Danmark

Samtidig medfører aftalen mellem Falck og Region Syddanmark, at ansatte, der bor syd for grænsen, men arbejder i Danmark, kan få testen gratis, hvis de kan fremvise dokumentation.

Det kan eksempelvis være en lønseddel eller en kontrakt. Alle andre skal betale 299 kroner for få den hurtige coronatest.

Her kan grænsependlere blive lyntestet

Testcenteret Scandinavian Park 9, 24983 Handewitt, Tyskland, er åbent:


• Mandag til torsdag kl. 05.00 til 16.00


• Fredag kl. 05.00 til 20.00


• Lørdag kl. 07.00 til mandag morgen kl. 07.00



Mobil testenhed ved de mindre grænseovergange:


- Grænseovergangen ved Pebersmark, åbent onsdag og torsdag kl. 08.00 til 10.00


- Grænseovergangen ved Sæd, åbent onsdag og torsdag kl. 11.00 til 13.00


- Grænseovergangen ved Møllehus, åbent onsdag og torsdag kl. 13.30 til 15.30