Hjælpepakke er et plaster på såret til arrangørerne af traditionsrigt fodboldstævne

Det traditionsrige fodboldstævne i Vejen, Martinsen Cup, der traditionelt finder sted mellem jul og nytår, må i denne omgang aflyses på grund af corona-restriktioner.

Der skulle have været tusindvis af fodboldspillere med sved dryppende ned fra panden og tilråbende fans. Der skulle have været et aktivt afbræk imellem jul og nytår. 

Men sådan bliver det ikke i Vejen Idrætscenter i år, der ser sig nødsaget til at aflyse Martinsen Cup på grund af de seneste corona-restriktioner. En turnering, der har været en fast bestandel af byens juleprogram gennem 31 år.

quote

I år har vi jo mistet omsætning i Vejen Idrætscenter for omkring 15 millioner kroner. Det er klart, at vi kan mærke det. Vi har selvfølgelig fået noget statsstøtte, og vi har lavet besparelser, men det vil gøre ondt på bundlinjen.

Jakob Sander, direktør, Vejen Idrætscenter

Hallerne i Vejen Idrætscenter bliver ikke fyldt med fodboldspillere imellem jul og nytår i år.
Hallerne i Vejen Idrætscenter bliver ikke fyldt med fodboldspillere imellem jul og nytår i år.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen

Det ville have lunet godt i pengepungen med et afholdt stævne, men det er ikke muligt på grund af myndighedernes restriktioner for at undgå smitte med covid-19. 

En af arrangørerne af stævnet er Askov-Malt Idrætsforening under ledelse af Bente Christiansen, der er formand i klubben. Hun havde allerede planer om, hvor pengene skulle bruges.

- Til Askov-Malt Idrætsforening er vi egentlig meget afhængige af stævnet, for det plejer at give mellem 40.000 og 45.000 kroner i overskud. Det er jo nogle penge, vi virkelig bruger til ungdomsarbejdet, til foreningen og til driften. I år skulle nogle af pengene være gået til en tiltrængt renovering af vores klubhus.

Til gengæld har en ny hjælpepakke fra Folketinget sendt 450 millioner kroner til kultur- og foreningslivet samt breddeidrætten. Det er penge, som blandt andet skal hjælpe Askov-Malt Idrætsforening som kompensation for et aflyst Martinsen Cup.

Penge kan​​​​​ der også være på vej til Vejen Idrætscenter, hvor direktør Jakob Sander ærgrer sig over at skulle kigge ind i en tom hal mellem jul og nytår. Han har været direktør i 34 år, men har aldrig oplevet en værre periode end 2020.

- I år har vi jo mistet omsætning i Vejen Idrætscenter for omkring 15 millioner kroner. Det er klart, at vi kan mærke det. Vi har selvfølgelig fået noget statsstøtte, og vi har lavet besparelser, men det vil gøre ondt på bundlinjen.

Direktør i Vejen Idrætscenter, Jakob Sander mener, at det har været et svært år at navigere i med hele og delvise nedlukninger.
Direktør i Vejen Idrætscenter, Jakob Sander mener, at det har været et svært år at navigere i med hele og delvise nedlukninger.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen

Men på trods af manglende indkomst og en aflysning af nogle begivenhedsrige dage har de i Askov-Malt Idrætsforening ikke mistet håbet om et Martinsen Cup i Vejen Idrætscenter næste år.

- Vi kommer stærkt igen til næste år. Med helt samme aktivitet som de andre år. Og det glæder vi os rigtigt meget til, at der kan komme liv i centret igen. lyder det fra Bente Christiansen.