Højeste antal nye smittede nogensinde: Særligt én syd- og sønderjysk kommune er ramt

Det samlede antal smittede stiger kun lidt i de syd- og sønderjyske kommuner, men i Vejle Kommune stiger smitten markant.

Smitten stiger over hele landet, og det gør sig også gældende for de 14 kommuner, TV SYD dækker. Torsdag er der 440 smittede i kommunerne, og det er fem flere i forhold til i går.

Det er særligt i Vejle Kommune, at der kommer flere smittede. Her er der kommet 17 flere smittede i forhold til i går, så der nu er 64 smittede i kommunen. Det betyder, at der er 55 smittede per 100.000 indbyggere i kommunen.

Derudover er der kommet flest nye smittede i Kolding og Aabenraa kommuner. Begge har fået 4 flere smittede, og det bringer incidenstallet op på 46 for Kolding og 58 i Aabenraa. Bekymringsgrænsen går ved et incidenstal på 20, som betyder, at der er 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Hårdest ramte kommuner får stadig færre smittede

Det største fald i antal smittede i forhold til i går er sket i Billund Kommune. Her er der 12 færre coronasmittede borgere torsdag, og det betyder, at der nu er 86,6 smittede per 100.000 indbyggere i kommunen, som længe har været i toppen af listen over kommuner med flest smittede per indbyggere.

Vejen Kommune er nu den kommune ud af de kommuner, TV SYD dækker, som har flest smittede per indbygger på trods af, at der nu er fire færre smittede i forhold til i går. Der er 117 smittede per 100.000 indbyggere i kommunen.

Udover i Vejen er smittetallet også faldet i Fredericia, Horsens og Hedensted kommuner. Ingen af kommunerne er dog under bekymringsgrænsen på 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Torsdag blev der registreret 760 nye smittetilfælde med corona på landsplan. Det er det største registrerede antal nye smittede på én dag, siden pandemien brød ud. 124 er indlagte.

Se tallene for hver enkelt kommune på kortet. Computerbrugere skal holde musen over, mobilbrugere skal trykke på kommunerne.