TV der bevæger dig

COVID-19

Hoteller står gabende tomme - fester efter sommerferien annulleres også

Coronakrisen er dyr for hotelbranchen - også på længere sigt. Nogle hoteller lukker indtil videre, mens andre holder åbent for de få gæster.

Alsik Hotel i Sønderborg har 190 værelser og suiter. Lige nu står de allesammen tomme.

Coronakrisen får en række hoteller til at holde lukket. Andre nøjes med at lukke deres restauranter og indrette sig anderledes. Men krisen kradser på alle hotellerne, uanset deres strategi. 

I sidste uge vurderede Brancheforeningen Horesta, at krisen har ført til fyringer af 15.000 medarbejdere i branchen og et omsætningstab på 2,4 milliarder kroner. Og situationen er ikke blevet bedre siden. 

Ramt af forbud

Alsik Hotel i Sønderborg har lukket frem til slutningen af marts og overvejer netop nu, om lukningen skal forlænges til efter påske.

Læs også Spiritusproducenter vil lave håndsprit i stedet for shots og snaps

- Der er både indrejseforbud og forbud mod at samle mere end 10 personer, så der er ikke mange potentielle gæster. Desuden skal vi tage sundhedsmæssige hensyn til gæster og ansatte, så vi valgte ret hurtigt at lukke ned. Så vi og vores kolleger mister mange penge nu, siger John Ankjær, som er konstitueret direktør på Alsik. 

Også svært efter krisen

Han forudser en ekstremt svær tid for hotelbranchen. Også når krisen er slut. 

- Der er sikkert et ophobet behov hos borgerne for at tage på hotelophold efter krisen. Men det ser værre ud for kurser og konferencer, som bookes et halvt eller et helt år i forvejen, og den del ligger helt stille nu. Det her er dramatisk, og politikerne bliver nødt til at kigge på hotelbranchen på længere sigt. Hjælpepakken er ikke nok til at redde alle, siger John Ankjær. 

Lukket til efter påske

Hotel Koldingfjord har lukket foreløbig frem til 14. april.

- Der er meget lidt aktivitet for tiden, og vi har fået den ene afbestilling efter den anden. Derfor sendte vi for en uge siden de fleste medarbejdere hjem med fuld løn, og så benytter vi os af den nye ordning om lønkompensation fra staten. Men uanset hvad så vil alle hoteller få nogle gevaldige tab på coronakrisen, siger hotellets administrerende direktør Peder J. Madsen. 

Læs også Thulesen Dahl: Aviser har brug for hjælpepakke nu

Blandt andre Hotel Vejlefjord i Stouby  og Hotel 6400 i Sønderborg er også lukket helt lige nu. De lukkede hoteller tager dog stadig mod reservationer længere fremme i kalenderen, og de har sat vagter på for at forebygge indbrud. 

Åbent på lavt blus

Kæden Danske Hoteller har lukket cirka halvdelen af sine 23 hoteller. Blandt dem er Kryb-i-Ly i Fredericia og Hotel Dagmar i Ribe. Derimod holder Hotel Norden i Haderslev og Hotel Ansgar i Esbjerg åbent for overnattende gæster.

- De åbne hoteller tager imod håndværkere og andre, som har brug for en overnatning. Det er på meget lavt blus, og vi er en stærk koncern, der godt kan klare et par måneder på den måde. Men der er nærmest ingen forretninger, der kan overleve, hvis de skal stå næsten uden indtægter i halve eller hele år, siger Hanne Degn, som er regionsdirektør i Sydjylland for Danske Hoteller. 

Læs også Online livekoncerter skal give kvalitetstid i stuerne

Hun ser en tendens til, at folk er pessimistiske.

- Det  er ærgerligt, at nogle allerede nu annullerer fester og andre arrangementer til juli og august. Det er vi lidt uforstående overfor, siger Hanne Degn. 

Fyringer hos Comwell

Hotelkæden Comwell holder lukket i otte af sine 15 danske hoteller, og der er varslet fyringer af 250 medarbejdere. Det betyder blandt andet, at Comwell Kolding er åben, mens Comwell Kellers Park i Børkop er lukket. 

Læs også Danskere fanget i Australien: Selv en flybillet er ikke en sikker vej ud

Munkebjerg Hotel ved Vejle og i samme ejerkreds Opus i Horsens og Vejle Center Hotel holder alle åbent på lavt blus. 

Der er også åbent hos blandt andre Scandic i Esbjerg, Horsens, Kolding, Vejle og Sønderborg, Cabinn i Vejle og Esbjerg og hos Hotel Best Western i Fredericia. Scandic meddelte dog onsdag, at kædens hoteller i Kolding, Vejle og Sønderborg bliver lukket fra søndag 29. marts til efter påske. 

Mest sete på tvsyd.dk