TV der bevæger dig

COVID-19

Idrætsforeninger tænker kreativt for at rette op på smadret økonomi

44 millioner kroner er sat af i en hjælpepulje til landets idrætsforeninger under coronakrisen - men det ser langt fra ud til at række.

Amatørafdelingen i KIF Håndbold i Kolding er en af de 2.966 danske idrætsforeninger, der har sendt en ansøgning om hjælp for i alt 256 millioner kroner.

Bredeidrættens hjælpepulje

Alle breddeidrætsforeninger har haft mulighed for at søge støtte fra coronahjælpepuljen.

Det samme har lokale foreninger inden for det selvorganiserede idrætsområde, udsatteidrætten og e-sport.

Derimod har eliteidræt og idrætsforeninger, der mangler dækning af udgifter til aflyste arrangementer med over 350 deltagere, ikke haft mulighed for at søge.

Puljen på 44 millioner kroner administreres af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI).

Amatørafdelingen står for driften af alle ungdoms- og seniorhold i KIF Håndbold med undtagelse af holdet i herreligaen, som drives af et professionelt aktieselskab med selvstændig økonomi.

- Vi skulle i påsken have afviklet et kæmpe internationalt håndboldstævne med 3.000 deltagere. En aktivitet, som vi har udviklet på i mere end 15 år, og som i år skulle have givet et afkast på ca. 400.000 kroner. De penge kommer jo så ikke, og vi står nu og mangler pengene til en stor del af vores drift, siger Thomas Christensen, der er formand for moderklubben KIF Håndbold.

Indtægten fra påskestævnet er normalt med til at dække en stor del af omkostningerne til, at klubbens 450 aktive medlemmer - heraf mange børn - kan dyrke håndboldsspillet.

Og det er et typisk eksempel på, hvordan idrætslivet har mistet store indtægter ved aflyste stævner, opvisninger, markeder, festivaler eller byfester, hvor foreningen skulle have hjulpet.

Dertil kommer manglende kontingenter fra medlemmer, mens coronaen har sat en stopper for de normale idrætsaktiviter.

Lige nu er mange foreninger i gang med yderst kreative initiativer til at skaffe sig alternative indtægter, mens de venter på penge fra idrætspuljen. 

#kifmensviventer

 

Håndboldklubben i Kolding har således fået lavet t-shirts og plakater, der sælges til fordel for breddearbejdet i KIF Kolding.

- Hver krone, som vi kan få ind, er vigtig for vores fremtid, understreger KIF-formanden.

Fristen for at ansøge om midler fra hjælpepuljen udløb fredag - og med udsigten til at der er søgt om seks gange så mange penge, er der hårdt brug for stor opbakning fra de ramte foreningers medlemmer og støtter.

- Det er en ide og et design, som nogle af vores medlemmer står bag. Selvom salget af t-shirts og plakater helt sikkert ikke i sig selv redder vores økonomi, så ligger der en vigtig tanke og omsorg bag initiativet, som jeg er meget taknemmelig for, siger KIF-formand Thomas Christensen til TV SYD.

Mest sete på tvsyd.dk