Indrejsekrav til Danmark forlænges med lempelser

Med udgangen af januar ophører stort set alle coronarestriktioner. Der vil fortsat være indrejserestriktioner.

Hvis personer ønsker at rejse til Danmark i februar, vil der fortsat være restriktioner at forholde sig til, selv om stort set alle restriktioner i samfundet forsvinder, når januar slutter.

Indrejsekravet til Danmark forlænges nemlig i fire uger, men der er dog lempelser.

Eksempelvis kan personer med vaccinebevis eller tidligere smittede indrejse uden krav, oplyser Sundhedsministeriet.

Personer, som ikke er vaccineret eller tidligere smittet, skal tage en test senest et døgn efter indrejse, hvis de kommer fra EU eller Schengen-lande. Medmindre de har en negativ test taget før indrejse. For en kviktest betyder det 48 timer inden indrejse. For PCR-test er det 72 timer inden indrejse.

Hvis man ikke er vaccineret eller tidligere smittet og rejser fra lande uden for EU eller Schengen, skal man være opmærksom på status på det land, man rejser fra.

Hvis det er et risikoland, er der krav om test et døgn efter indrejse. Hvis det er et højrisikoland, er der krav om test og isolation efter indrejse.

Foruden at stort set alle coronarestriktioner ophører ved januars udgang, så vil covid-19 heller ikke længere anses som en samfundskritisk sygdom, når kalenderen viser februar.

Der gælder krav om isolation i ti dage - afhængigt af, hvor man kommer fra. Der er ikke et krav om isolation, hvis man indrejser fra et EU- eller Schengenland.

Hæmskoen er fjernet

Onsdag fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at stort set alle restriktioner vil blive fjernet fra 1. februar. Men regeringen slog fast, at der fortsat manglede at komme afklaring omkring indrejsekravene.

Det er altså nu på plads. Og der er glæde hos Dansk Erhverv.

- Testkravet har været en hæmsko for turismen, særligt i København, der jo har været hårdt ramt som følge af coronakrisen, siger Lars Ramme Nielsen, markedschef i Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar.

- Hoteller og andre virksomheder i oplevelsesøkonomien ser stadig langt efter de internationale gæster, der er altafgørende for en rentabel forretning.

- Indtil nu har det været sådan, at skulle en tysker eller italiener for eksempel flyve til København, så skulle vedkommende selv før afrejse have lavet og betalt en test, som kan koste dyrt. Nu ryger testkravet fra på tirsdag, og det er en rigtig god nyhed, siger han.

Lars Ramme Nielsen tilføjer, at Dansk Erhverv ønsker alle testkrav fjernet. Skal der være testkrav, skal det være for personer, som kommer fra lande med "en bekymrende corona-variant", mener han.

/ritzau/