Isolation på efterskolerne kan blive svært: Det giver jo en enorm smitterisiko

Elever skal kunne isoleres på efterskolerne, mener Efterskoleforeningens formand. Forstandere i Varde og Vejen bakker op om forslaget, men tvivler på, det kan lade sig gøre.

Én smittet elev og alle må sendes hjem i isolation. For efterskolerne er massehjemsendelser og midlertidig lukning blevet standardreaktionen på coronasmitte. I stedet bør eleverne kunne blive isoleret på efterskolen, mener formanden for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen.

quote

Det har jeg godt nok svært ved at se for mig. Det giver jo en enorm smitterisiko.

Niels Birkmand, forstander på Kongeådalens Efterskole.

Hvordan det skal kunne lade sige gøre at isolere coronasmittede elever, undrer dog efterskoleforstandere, der har oplevet at skulle sende elever hjem på grund af coronavirus.

- Det har jeg godt nok svært ved at se for mig. Det giver jo en enorm smitterisiko, siger Niels Birkmand, der er forstander på Kongeådalens Efterskole syd for Brørup i Vejen Kommune.

Sidst i august blev alle 59 elever og 15 ansatte sendt hjem fra efterskolen i selvisolation, da en af eleverne blev konstateret smittet med covid-19. De måtte først vende tilbage til skolen, når de kunne fremvise to negative coronatest.

Derfor understreger Niels Birkmand også, at det skal være sundhedsfagligt forsvarligt, inden man overvejer at isolere elever på skolen.

- Det skal i hvert fald gennemarbejdes grundigt. For måske starter man med to smittede, men pludselig er der 20 og så hele skolen til sidst, og det kan vi ikke tillade som efterskole overfor vores elever og ansatte, mener han.

Hjemsendelser kan bringe smitten videre

Udover at hjemsendelserne og lukningen er et praktisk problem for efterskolerne, så risikerer eleverne også at tage smitten med fra efterskolen og hjem. Derfor kan det være en god idé at isolere eleverne på efterskolerne ifølge Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

- Måske smitter de hinanden, men så smitter de ikke videre. Der er næsten en større risiko ved at sende dem hjem, så man risikerer, at de smitter videre der, siger han til TV2.

Det kræver dog, at skolerne har fysiske rammer, der kan bære at isolere eleverne der, og at der ikke kommer til at sidde syge elever på et lille dobbeltværelse, forklarer han.

Personalet er ikke rustet til det

Den seneste skole, der har måtte sende elever hjem, er Frøstruphave Efterskole ved Nørre Nebel i Varde Kommune. Lørdag blev alle skolens 141 elever og 30 ansatte hjemsendt, da en elev blev testet positiv for corona efter at være blevet syg på en studietur til Tyskland.

quote

Hvis det kan løses praktisk, sundhedsmæssigt forsvarligt, og vi får tilføjet flere ressourcer til at gøre det, så kan vi undgå hele det cirkus, der kommer, når vi sender samtlige elever hjem.

Anders Østerby, forstander på Frøstruphave Efterskole.

Men allerede inden lukningen mærkede skolen, at coronasituationen sætter særligt pres på personalet.

- Vi har allerede mærket, at så snart en elev bliver lidt syg, så ringer coronaklokkerne, og det er svært at håndtere med den mængde ansatte, vi har, siger Anders Østerby, der er forstander på Frøstruphave Efterskole.

Han bakker op om Efterskoleforeningens formands forslag om at isolere eleverne på skolerne, men påpeger, at det kræver ekstra støtte til efterskolerne, for at det kan lykkes.

- Hvis det kan løses praktisk, sundhedsmæssigt forsvarligt, og vi får tilføjet flere ressourcer til at gøre det, så kan vi undgå hele det cirkus, der kommer, når vi sender samtlige elever hjem, siger han.