Ja, du må gerne tage i sommerhus, men politiet synes, du skal lade være

Rejser på tværs af landet kan starte nye smittekæder, lyder det fra politiet. Det kommer derfor med en række anbefalinger, hvis du absolut skal i sommerhus.

Selvom det ikke er forbudt at tage i sommerhus i Danmark for tiden, så kommer Syd- og Sønderjyllands Politi nu med en løftet pegefinger. Politiet opfordrer danskerne til at tænke sig om en ekstra gang og genoverveje, om det er en god idé at tage i sommerhus lige nu.

- At mange mennesker rejser i en tid med smittepres, kan starte nye smittekæder, hvis ikke du er meget bevidst om alt, hvad du gør, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har forståelse for, at mange mennesker trænger til at komme væk og ud i naturen i disse tider, men anbefaler, at man tænker sig om.

- Rejser på kryds og tværs i landet kan starte ny smitte. Der er i sommerhusområderne også mange fastboende pensionister, som kan være i den særlige risikogruppe i forhold til virus. Og når feriestemningen breder sig, kan man være tilbøjelig til at slække på de elleres gode vaner i forhold til smitte.

Ekstra rengøring

Hos udlejningsbureauet Feriepartner Blåvand mener man godt, man kan tage i sommerhus, hvis man husker den sunde fornuft.

- Forholdsreglerne er jo de samme, hvis du skal være hjemme i dit hus, eller om du er i sommerhus, siger Morten Høst, indehaver af Feriepartner Blåvand.

Bureauet har taget nogle særlige forholdsregler for at begrænse smitten. Udover ekstra rengøring så skal man ikke hente nøglen til sommerhuset på kontoret, men i stedet i en nøgleboks, så man minimerer den menneskelige kontakt.

- Vi spritter alle overflader, greb, fjernbetjeninger og kontaktflader af. Det tager nogle ekstra timer, men det er nødvendigt i denne tid, fortæller Morten Høst, indehaver af Feriepartner Blåvand.

Gode råd fra politiet

Vælger man alligevel at tage afsted, så er det ifølge politiet altafgørende, at man ikke slækker på sine gode vaner og hygiejne, fordi feriestemningen breder sig.

- Hvis du beslutter dig for at tage af sted, så er det utroligt vigtigt, at du tager dine gode vaner hjemme fra med dig, siger politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiets anbefalinger

  • I må ikke i det offentlige rum forsamles mere end 10 personer.
  • Gensynskram, high-fives eller fællesspisning med naboerne frarådes.
  • Hold dig to meter fra alle andre end de mennesker, du bor sammen med.
  • Køb eventuelt ind hjemmefra, så du ikke kommer ind i fyldte butikker på feriestedet
  • Hvis du tager ud og handle, lad så en enkelt voksen handle for hele familien og gør brug af handsker og håndsprit. Rør ikke ved ting, du ikke vil købe.
  • Når I går eller cykler tur, så vælg områder der ikke er overrendte og hold stadig to meters afstand til andre. 
  • Lad så vidt muligt være med at røre ved ting, som andre også kan have sat hænderne på. Det gælder offentlige legeredskaber, borde/bænke, offentlige motionsredskaber etc.

 

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi

Tyskerne MÅ ikke komme. Og danskerne nøler efter advarsler fra både statsministeren og politiet