Jim Lyngvild præsenterer kongerækken på en ny og anderledes måde på Koldinghus

I den nye udstilling "Kongerækken med Jim Lyngvild" kan du blive klogere på, hvordan Gorm den Gamle og hans kone Thyra egentlig så ud - og hvilket liv de levede. 

Koldinghus er fra i morgen igen fyldt med kongelige. Museet har slået pjalterne sammen med designer Jim Lyngvild. 

Jim Lyngvild udstiller et stort fotoprojekt, hvor modeller er trukket i gamle klæder fra Nationalmuseet og tøj, som Jim Lyngvild selv har syet. På den måde forsøger han og Koldinghus at vække historien til live i nye rammer.

Udstillingen ’Kongerækken med Jim Lyngvild – dragter, drama og Danmarkshistorie’ på Koldinghus blev forsinket i månedsvis på grund af corona. 

Udstillingen tager udgangspunkt i kongerækken fra Gorm den Gamle til Dronning Margrethe den 2. gennem Jim Lyngvilds flere end 100 fotografier. Herudover bliver 10 dragter udstillet i syv forskellige scener med fortællinger om en kongelig fødsel, skoledag, maskebal, druk, magt, rivalisering og død.

Gæsterne kommer til at opleve fortællingerne tilsat lys, lyd og autentiske effekter – ligesom de kan fordybe sig i Jim Lyngvilds egne tekster om mode og stil. Der bliver også en selfie-station, hvor gæsterne digitalt kan blive manipuleret ind i Jims Lyngvilds billeder af konger og dronninger og derefter få billedet tilsendt. Derudover bliver der en aktivitetszone med en teaterscene, hvor gæsterne kan gå om bag dragter og lege, at de er dronninger eller konger.

Jim Lyngvild har lavet 110 fotoportrætter, der kan ses på Koldinghus fra fredag.
Jim Lyngvild har lavet 110 fotoportrætter, der kan ses på Koldinghus fra fredag.
Foto: Nicklas Møller Dannemarre Palner, TV SYD

Udstillingen skulle have åbnet først i april, men på grund af corona er åbningen blevet skubbet tre måneder.

- Vi er glade for at kunne åbne igen og vise en Jim Lyngvild-udstilling, som primært henvender sig til det danske publikum og til et publikum, som normalt ikke besøger museerne. Vi håber, at folk er hungrende efter en anderledes kultur-oplevelse hos os, siger Nanna Ebert, der er konstitueret direktør på Koldinghus.

Udstillingens corona-restriktioner

Der vil kun være adgang for et begrænset antal personer i udstilingen på samme tid.

Pile i gulvet viser vej rundt, så trafikken bliver ensrettet.

Lydfortællinger i udstillingen bliver lagt på app, hvorfra man kan hente dem til sin mobiltelefon.

Der vil være håndsprit til rådighed, ligesom der bliver gjort ekstra rent i udstillingen og rundt på hele Koldinghus.
Ekstra bemanding bliver sat på for at sikre en tryg oplevelse for gæster i udstillingen.