Joanna og 38 andre nye danske statsborgere blev fejret - langt om længe

Corona har også sat en stopper for de grundlovsceremonier, der fejrer nye danske statsborgere. Derfor var 39 nye danskere i Sønderborg onsdag eftermiddag ekstra feststemte, da ceremonien endelig kunne gennemføres

Nogle havde ventet på ceremonien siden december - og andre siden juni, inden de i eftermiddag på Alsion i Sønderborg kunne underskrive erklæringen, der gør dem til danske statsborgere.

Det skete i overværelse af  borgmester Erik Lauritzen, (S), der ved dagens grundlovsceremoni måtte undlade det håndtryk, som var en obligatorisk del af ceremonien, indtil coronaen satte en stopper den skik.

Blandt de 39 i Sønderborg, der nu er danske statsborgere, var Joanna Lupian Ignacio, som skiftede sit filipppinske statsborgerskab ud med et dansk efter 12 år her i landet.

- Jeg er rigtig glad og lykkelig for, at det nu er en kendsgerning - også af hensyn til vores datter, så hele familien nu er danskere, siger Joanna Lupian Ignacio kort efter, at hun har sat sin underskrift.

- Jeg er rigtig glad og lykkelig, siger Joanna Lupian Ignacio.
- Jeg er rigtig glad og lykkelig, siger Joanna Lupian Ignacio.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Normalt finder grundlovsceremonien sted i byrådssalen på rådhuset i Sønderborg - men på grund af corona-afstandskrav og det store antal nye danske statsborgere, blev dagens ceremoni holdt på Alsion.

Flere andre syd- og sønderjyske kommuner afvikler i disse uger de udskudte grundlovsceremonier - Horsens, Aabenraa og Tønder har allerede budt nye danskere velkommen.