Jørn fra Brørup 3D-printer frivilligt visirer til sundhedspersonale

Jørn Petersen fra Brørup printer hver dag mellem 25 og 40 visirer, som bliver sendt ud til kommuner og sygehuse.

Hjemme hos Jørn Petersen i Brørup kører to 3D-printere på højtryk.

Fra klokken 5.30 til 20 printer han dele til visirer, der skal afleveres til kommuner og sygehuse.

Jørn Petersen er nemlig en del af netværket 'Makers Mod Corona', som frivilligt producerer visirer, der skal beskytte sundhedspersonale mod coronasmitte.

quote

Det er en stor glæde for mig, at jeg bidrage, og lige så længe det står på, producerer jeg

Jørn Petersen, Brørup

Netværket har delt sig op i forskellige områder, som tager sig af hele processen fra indsamling af materialer til print og levering. I Sydjylland er Stephan Valkær fra Aabenraa tovholder for de cirka 90 frivillige.

- Jeg blev spurgt, om jeg ikke ville være tovholder i Sydjylland, og så sagde jeg selvfølgelig ja. Jeg er i forvejen meget engageret i 3D-print, og så har jeg pladsen til at gøre det, siger Stephan Valkær til TV SYD.

Som tovholder sørger han for at indsamle alle de færdige visirer, der bliver produceret i Syd- og Sønderjylland. Derefter sørger han også for, at visirerne bliver leveret til de kommuner og praktiserende læger, der anmoder om dem på netværkets hjemmeside.

500 visirer til Esbjerg Kommune

Hver dag lander mellem 50 og 100 af visirerne i Esbjerg Kommune, der indtil videre har modtaget 500 visirer fra 'Makers Mod Corona'. De bliver nu brugt til at beskytte personalet i ældre- og hjemmeplejen.

- Det er en innovativ løsning, når alle værnemidler som mundbind og visirer er sluppet op både i Danmark og globalt. Det er fantastisk, at nogen sætter sig ned og er kreative og tænker nye tanker. Det er et eksempel på det gode innovationsdanmark, siger Arne Nikolajsen, direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.

Esbjerg Kommune betaler for materialet til at fremstille visirerne, mens de frivillige sørger for produktion og levering.

Hjemme i Brørup kan Jørn Petersen producere mellem 25 og 40 visirer på en dag.

- Har man en lille 3D-printer, og har man interesse, så synes jeg, man skal hoppe med, lyder den afsluttende opfordring fra Jørn Petersen.

Hvis du gerne vil donere materialer til eller anmode om visirer, kan du se hvordan på hjemmesiden her.