Jubel over skoleåbningen

Den 18. maj skal regionens ældste skoleelever igen i skole. Det vækker jubel hos både lærere og skoleledere, der dog forventer udfordringer.

I dagens aftale om anden fase af genåbningen af Danmark blev det nu de ældste skoleelevers tur til at få et mere normalt liv tilbage. Det vækker jubel hos landets skolelærere.

- Vi er meget glade for, at eleverne igen skal ind på skolen, det har vi krydset fingre for længe, at situationen ville gøre det muligt, siger Anders Bondo Christensen, formand i Danmarks Lærerforening.

Det bliver dog ikke uden udfordringer, at der nu kommer flere elever ind på skolerne.

- Vi har været meget udfordret med den digitale nødundervisning, hvor lærerne har gjort det så godt, de kunne. Vi glæder os til at kunne møde eleverne igen. Det er bare nemmere og bedre undervisning, når man fysisk er sammen med dem. Men hvis det skal foregå med de nuværende retningslinjer, så bliver en stor klasse delt op i fx to-tre hold. Det vil betyde, at der venter et stort puslespil, hvor skolelederne skal fordele lærerkræfterne. Det bliver ikke den samme skolegang, de kommer tilbage til, fortæller han til TV SYD.

Skolerne arbejder hårdt på en løsning

Hos landets skoleledere var der også stor tilfredshed at spore, da de fik at vide, at de ældste elever skulle møde ind den 18. maj.

- Først og fremmest er jeg rigtig glad for, at politikerne har givet os tid til at forberede det. Vi har her til aften haft møde med ministeren omkring retningslinjerne. Vi håber, retningslinjerne kan være klare allerede i weekenden. Herefter skal vi have en diskussion i vores sektorfællesskab om, hvordan vi skal fortolke retningslinjerne, fortæller Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal til TV SYD.

Hvilke retningslinjer, eleverne og skolerne skal indordne sig under, vides endnu ikke. Det er dog sikkert, at hvis det er med de nuværende retningslinjer, som de yngste elever går i skole under, så får skolerne en stor udfordring.

- Vi kommer meget sandsynligt til at skære på et eller andet. Om det er en kortere skoletid for de yngste eller noget andet, det ved jeg simpelthen ikke endnu. Men vi skal regulere et sted, siger Claus Hjortdal, som også er glad for, at eleverne får lidt af deres hverdag tilbage.

- Det er ekstremt vigtigt, at de kommer i skole igen. De unge trænger til at komme lidt væk hjemmefra og møde deres kammerater. De mangler fællesskabet i skolen. Derudover vil de også få en bedre undervisning, når lærer og elever ser hinanden, hvor de bedre kan udtrykke sig, end når de får undervisning digitalt. Det trænger de også til, siger han.