Kærlighed i coronaens tid: Inga og Karsten mødes på grænsen hver dag

Borgmester Henrik Frandsen fra Tønder har taget et billede, der på smukkeste vis illustrerer, hvordan man i disse tider må finde alternative løsninger for at kunne være sammen med sine kære.

- På dagens cykeltur lagde jeg vejen forbi Møllehus grænse. Her mødte jeg disse to dejlige mennesker. Hun, 85 år og bor i Gallehus. Han, 89 år og bor i Süderlügum. De har lært hinanden at kende i en sen alder og plejer at besøge hinanden hver dag. Nu mødes de på halvvejen ved den spærrede grænse. Lad os stå sammen i denne svære tid og finde løsninger i fællesskab.

Sådan skriver Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen, på sin Facebook-profil.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

- Jeg mødte dem tilfældigt og faldt for dem med det samme. De var meget, meget søde, fortæller han til TV SYD. 

Inga Rasmussen er dansk. Karsten Tüschen Hansen er tysk. Og de må nu nøjes med at sende lange blikke til hinanden over grænsebommen, mens corona-virussen har lukket den dansk-tyske grænse.  

- De fortalte, at de mødte hinanden for et par år siden, og jeg kunne slet ikke lade være med at tage et billede af dem, fordi de viser, at selv om der er en fysisk grænse, så kan kærligheden godt række ind over, fortsætter Henrik Frandsen.

Ifølge borgmesteren mødes de to hver dag ved grænsen og drikker kaffe og måske en lille dram.
 
Mens Henrik Frandsen stod og snakkede med parret, kom en journalist fra Nordfriesland Tageblatt for at skrive en artikel om dem. På den måde kom borgmesteren pludselig med i den tyske avis.