Det er en lidt spændt Inga Rasmussen, som TV SYD fanger i telefonen.
- Der kommer jo en artikel om os i den tyske avis i dag, den glæder jeg mig til at se, fortæller hun.
Og lige siden Tønders borgmester Henrik Frandsen offentliggjorde et billede af Inga og Karsten ved grænsebommen, er det også gået stærkt.
- Mit barnebarn har lige ringet. Der er en avis mere, der vil have fat i mig, siger fortæller Inga Rasmussen.
Historien om det daglige stævnemøde ved den lukkede grænseovergang i Møllehus er også lidt af et lyspunkt, der viser, at kærligheden ikke sådan lader sig stoppe af coronavirus og lukkede grænser.
De mødtes ved kartoffelboden
De to har kendt hinanden i godt to år, siden de tilfældigt mødte hinanden ved en rundkørsel i Tønder.
- Det var ved sådan en bod, hvor de sælger jordbær og kartofler. Karsten stod lige bag mig i køen og havde en buket blomster, som han synes, jeg skulle have, fortæller Inga Rasmussen.
Siden har forholdet mellem de to udviklet sig. De plejer at besøge hinanden hver dag på skift. Men efter at grænseovergangen blev lukket, har de mødtes ved grænsebommen i Møllehus.
Altid klokken 15 til en kop kaffe og en lille skarp.
Ingen planer om en ny mand
Inga Rasmussen har de seneste 60 år boet i Gallehus tæt ved grænsen. Sammen med sin nu afdøde mand havde hun en slagterforretning, og der var ingen planer om at finde en ny mand.
- Det havde jeg ikke brug for, jeg klarede mig jo fint uden, siger Inga Rasmussen, der stadig bor i eget hus og klarer sig selv.
Men skæbnen ville det anderledes, og nu ses Inga og Karsten næsten hver dag.
Men de bor stadig hver for sig på hver sin side af grænsen. Og sådan bliver det også ved med at være, slår Inga Rasmussen fast.
- Jeg skal sgu ikke flytte til Tyskland. Karsten har godt nok tilbudt mig, at jeg kan bo helt gratis, siger hun bestemt.
Nu mødes de hver dag med hver deres stol, på hver sin side af grænsebommen og taler sammen en times tid.
Og der er ingen problemer med at holde den nødvendige afstand i disse coronatider.
Det sørger den lukkede grænsebom for.
