Inga og Karstens grænsekærlighed er nået hele vejen til USA og Japan

Kærlighedshistorien om danske Inga og tyske Karsten er nu nået til både Japan og USA.

Kærlighed kender som bekendt ingen grænser. Hverken i Tønder, Sønderjylland eller i resten af verden.

Historien om Inga Rasmussen og Karsten Tüschen Hansen, der hver dag mødes på hver sin side af den dansk-tyske grænse for at dyrke deres kærlighed, er nået vidt omkring. Både amerikanske og japanske medier har fået øjnene op for den.

quote

Historien handler om kærlighed og lidenskab, som vi gerne vil dele med vores seere, så vi kan give dem håb og mod.

Kumi Hanjo, journalist ved den japanske tv-station NHK

For tre uger siden kunne TV SYD fortælle, at kærlighedshistorien om Karsten & Inga gik Europa rundt. Siden da er historien sluppet løs i hele verden - lige fra Japan til USA.

Blandt andet har den japanske public service station NHK fået nys om de to ældres kærlighed på tværs af noget, som japanerne ikke kender til.

- Japan er en ø-nation, og der er overhovedet ingen grænser. Så det er meget svært at forestille sig noget, der sker ved en grænse, fortæller NHK-journalist Kumi Hanjo til TV SYD.

Håb til japanerne

Begrundelsen for at bringe historien skal findes i den øjeblikkelige corona-situation, som hele verden står midt i.

- Historien handler om kærlighed og lidenskab, som vi gerne vil dele med vores seere, så vi kan give dem håb og mod. Specielt nu, da Tokyo og hele Japan er i en nødsituation med blandt andet flere og flere arbejdsløse og flere syge på hospitalerne, og ingen ved, hvornår det vil ende, siger hun.

TV-stationen planlægger at tage historien om Karsten og Inga med en dokumentar, der skal sendes i næste måned. 

Også New York Times, der i sidste uge berettede om skoleåbning i Løgumkloster, har nu skrevet historien om Karsten og Inga.

Inga krydser grænsen

Tiltrækningskraften mellem de to ældre mennesker er øjensynligt så stærk, at selv ikke en betonafspærring kan holde dem fra hinanden.

I hvert fald er Inga begyndt at krydse grænsen, så hun kan dele bord med Karsten på den tyske side. I øvrigt helt på linje med regeringens nye retningslinjer om, at det nu er et anerkendelsesværdigt formål at besøge sin udenlandske ægtefælle.