Karen var testperson for mundbind: Jeg blev mødt med skepsis

I foråret meldte Karen Pedersen fra Vojens sig som testperson og skulle i fire uger bære et mundbind udenfor hjemmet. Det blev hurtigt en vanesag, hvis man ser bort fra den skepsis og afstandtagen, hun blev mødt med.

I morgen skal vi alle til det. Mundbindet skal på, når vi rejser med den kollektive trafik. 

For sosu-hjælperen Karen Pedersen fra Vojens vil det dog hverken føles mærkeligt eller ubekvemt.

quote

I starten var det grænseoverskridende. Også fordi du skal overvinde din egen forfængelighed og acceptere, at folk kigger på dig.

Karen Pedersen, sosu-hjælper og testperson

I foråret hjalp hun nemlig sundhedsmyndighederne med at teste mundbind. I fire uger måtte hun derfor tage maske på, hver gang hun var blandt andre mennesker.

- I starten var det grænseoverskridende. Også fordi du skal overvinde din egen forfængelighed og acceptere, at folk kigger på dig, siger Karen Pedersen.

Mødt med skepsis og frygt

Hun blev ellers ved starten af forsøgsperioden udstyret med et skilt, som hun kunne tage på,  når hun gik rundt med mundbindet. Skiltet, som Karen Pedersen gik med på brystet, var en oplysning til andre om, at hun bar maske som en del af et studie.

Alligevel blev hun flere gange mødt med skepsis. Mange valgte også, at gå i en stor bue om hende, af frygt for, at hun var smittet med corona. 

Skiltet, som Karen bar sammen med mundbindet.
Skiltet, som Karen bar sammen med mundbindet.
Foto: Nikolai Reinhold, TV SYD

Særligt en episode under en indkøbstur, husker Karen Pedersen som ubehagelig.

- Jeg havde en oplevelse, hvor en mor forskrækket hev sit barn til sig. Jeg blev både sur og ked af det, for jeg bider jo ikke, siger Karen Pedersen.

Hun henvendte sig derfor til moren, der gav som forklaring, at man som borger under en coronanedlukning er forskrækket nok i forvejen. 

- Jamen, det er også derfor, vi skal finde ud af, om maskerne har en virkning, forklarede Karen Pedersen, der måtte forsikre kvinden om, at hun ikke selv var smittet med corona.  

Nysgerrig af natur

På trods af de negative oplevelser fortryder hun ikke, at hun deltog i forsøget.

- Før man kan få svar på, om mundbindene virker, må man også gøre noget selv. Og så er jeg nysgerrig af natur og hjælper gerne til, siger Karen Pedersen. 

Hun forudser også, at det bliver lettere for de mange danskere, der fra i morgen skal have mundbind på i den kollektive trafik. For de kommer til at bære maske i flok.

- Vi andre der har skullet gå rundt alene, var det anderledes for. Jeg var som en enlig hane i flokken. Men jeg fik så også pladsen, for folk skulle nok holde afstand, siger Karen Pedersen.

Fakta om forsøget