Købmand: - Godt, at vi har tid til at forberede os på nye restriktioner

Hos Meny i Haderslev regner man ikke med, at mundbindskravet bliver et problem, når det træder i kraft på torsdag. Hvis man alligevel kommer afsted uden mundbind, har butikken også løsninger klar, lover købmand Egon Høst Greve.

Hos Meny i Haderslev kommer det ikke bag på købmand Egon Høst Greve, at kunderne skal til at bære mundbind på torsdag. 

Men han er glad for, at statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) varsler de nye restriktioner i god tid før, de skal træde i kraft, så hans forretning har tid til at forberede sig.

- Tidligere talte statsministeren om aftenen, og så skulle vi stå klar næste morgen, eksempelvis med håndspritten. Nu er chancen for at komme på plads til stede for alle, siger Egon Høst Greve.

quote

Så sørger vi for, at man købe et mundbind til to kroner, eller hvad det nu koster, ved indgangen. 

Egon Høst Greve, købmand hos Meny i Haderslev

Ellers tager han nyheden helt roligt. 

- Jeg tror, at det bliver gnidningsfrit, lyder det.

Kunder giver besked

Butikken tager allerede både medarbejdernes og kundernes sikkerhed meget alvorligt. Der er blandt andet lavet flere tiltag for at sikre, at der kan holdes god afstand. 

- Vi er opmærksomme på, hvor tilbuddene er i butikken, så det ikke skaber unødvendig kø. Vi prøver for eksempel at have tilbuddet flere steder, så der ikke opstår kø i et område, siger købmanden. 

Egon Høst Greve oplever da også, at kunderne er gode til at give besked, hvis noget ikke fungerer. Derfor forventer han også, at kunderne vil tilpasse sig de nye retningslinjer. Han lover samtidig, at kunderne ikke bliver nødt til at køre hjem uden varer, hvis de alligevel glemmer at få et mundbind med.

- Så sørger vi for, at man købe et mundbind til to kroner, eller hvad det nu koster, ved indgangen. Vi vil i hvert fald stå klar til, at kunderne kan komme ind, men ikke uden mundbind, siger købmanden.