Kommune indfører lokale coronatiltag

Kommunen har torsdag nået et incidenstal på over 500 smittede per 100.000 indbygger.

Tønder, Aabenraa, Fanø og Sønderborg Kommuner har alle indenfor de seneste ti dage indført coronatiltag efter høje smittetal. 

I dag meddeler Haderslev Kommune, at dagens smittetal er så høje, at man vil gøre det samme. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det er af Sundhedsstyrelsen anbefalet at igangsætte en række tiltag særligt på skole- og dagtilbudsområdet, når incidenstallet i en kommune overstiger 400 smittede per 100.000 indbygger. 

Grænsen på de 400 passerede Haderslev Kommune for tre dage siden. I dag lyder incidenstallet på 504,4 smittede per 100.000 indbygger, og samtidig er antallet af nysmittede på 31. Det får nu kommunen til at reagere. 

- Det gør vi, fordi vi igennem en længere periode har set en støt stigende smitte i kommunen, og der er indført nogle grænser, hvor det anbefales, at man igangsætter nogle tiltag. I dag er vi for første gang over den grænse, der hedder 400 incidenstal og 20 nysmittede, forklarer direktør for Voksen og Sundhed i Haderslev Kommune, Rolf Dalsgaard Johansen.

Sådan ser anbefalingerne ud ved høj lokal smitte

Gælder for alle borgere i området:

Det anbefales, at alle lader sig teste og bliver vaccineret.

På tværs af nedenstående områder:

Opfordring om skærpet fokus på at efterleve anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens generelle vejledninger om forebyggelse og håndtering af smittespredning af covid-19.

Dagtilbud mv.:

Opfordring om at dagtilbud tilrettelægges, så børnene så vidt muligt holder sig inden for egen stue eller tilsvarende gruppeinddeling.

Opfordring om at aflevering og afhentning af børn foregår udendørs hvis muligt.

Grundskoler, herunder SFO og fritidstilbud:

Opfordring om at undervisning så vidt muligt foregår i stamklasser i det omfang, det er foreneligt med almindelig undervisning.

Opfordring om at aktiviteter i SFO og fritidstilbud organiseres, så børnene så vidt muligt er i faste grupper af børn og pædagogisk personale.

Opfordring til to ugentlige test af børn fra 9-11 år som ikke tidligere har været smittet med covid-19 indenfor de seneste 12 måneder samt opfordring til 2 ugentlige tests fra 12 år og op, hvis man ikke er vaccineret eller tidligere smittet indenfor de seneste 12 måneder.

Opfordring til så vidt muligt at opdele elever klassevist i frikvarterer og pauser.

Opfordring til at aflyse større sociale arrangementer på tværs af klasser. Sociale arrangementer med primært socialt formål såsom klassefester, fødselsdag og fælles morgenmad bør holdes inden for stamklassen.

Opfordring til at holde afstand blandt medarbejdere, forældre m.fl. Afstandsanbefalingen omfatter ikke elever og imellem elever og medarbejdere.

Efterskoler, frie fagskoler og kostafdelinger på fri- og privatskoler:

Opfordring til to ugentlige test af børn fra 9-11 år som ikke tidligere har været smittet med covid-19 indenfor de seneste 12 måneder samt opfordring til 2 ugentlige tests fra 12 år og op, hvis man ikke er vaccineret eller tidligere smittet indenfor de seneste 12 måneder.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Netop på skole- og dagtilbud er de ansatte i gang med at orientere forældre og planlægge tiltagene, der blandt andet indebærer opdeling af børn i små grupper, at undgå sociale arrangementer på tværs af klasser og grupper, men også holde afstand mellem forældre og personale. 

- Det var også det, vi gjorde sidste gang, så det er nogle tiltag, institutionerne godt kender. Derudover er der jo de tiltag, vi kender som afstand og håndhygiejne, siger han.

Kommunen anbefaler alle dens borgere at lade sig vaccinere og blive testet. Ifølge direktøren kan der gå længe, før man kommer til at ændre på tiltagene. Det kræver, at kommunens incidenstal er under 400 per 100.000 indbyggere i en uge. 

- Det er ikke noget, der lige kommer til at ske foreløbig, siger han.