Krav til jobsøgende under coronakrisen skal gøres permanent

62-årige Vibeke Bundgård har nydt godt af, at hun ikke skulle møde op på jobcenteret under coronakrisen. Kolding Kommune vil gøre undtagelsessituationen til en permanent ordning.

Det var ikke første gang, at 62-årige Vibeke Bundgård den 1. januar 2020 måtte melde sig ledig.

Hun blev uddannet cand.mag. for godt 30 år siden og har derefter været ind og ud af projektstillinger og ledelelsesopgaver. 1. januar var tiden dog kommet til at sige farvel til jobbet som teamleder på et bibliotek i Varde.

Hun nåede to fysiske møder på jobcenteret, men så ramte coronavirussen for alvor Danmark. Det resulterede i, at hun i stedet kunne holde møderne med jobcenteret over telefonen.

Vibeke Bundgård begynder i nyt job den 1. oktober 2020.
Vibeke Bundgård begynder i nyt job den 1. oktober 2020.
Foto: Privatfoto

- Når nu du er arbejdsløs, er du i en udsat position, hvor du ikke føler, du bidrager til festen. Det bliver forstærket, når du sidder i rum med ti andre, som er i samme situation. På jobcenteret er der en stemning, som balancerer mellem tillid og mistro. Den følelse får du ikke på samme måde, når du kan sidde derhjemme, fortæller Vibeke Bundgård.

I alt nåede Vibeke Bundgård syv telefonsamtaler med en jobrådgiver, inden hun fik et nyt job. Fra den 1. oktober skal hun starte i et nyt job i Vejle Kommune.

- Jeg synes stadig, der skal være et tilbud til dem, der gerne vil møde fysisk frem på jobcenteret. Men for mig var det rigeligt med et møde på telefonen. Det, kombineret med en masse materiale på nettet, gjorde, at jeg ikke har følt, jeg har manglet noget, fortæller hun.

Kolding vil gøre telefonmøder permanent

Vibeke Bundgårds erfaring med succesfulde og behagelige telefonmøder er ikke enestående. Derfor glæder det Kolding Kommune, at regeringen for få dage siden valgte at forlænge ordningen indtil nytår.

Men en forlængelse er ikke nok for Kolding Kommune, der har anmodet beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om en permanent ordning.

- I Kolding Kommune har vi haft en masse gode oplevelser med telefonmøder. Mange af de ledige er meget motiverede for at komme hurtigt tilbage i arbejde. De er ressourcestærke og har ofte kun brug for en lille smule vejledning, inden de er hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet igen, fortæller formand for arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune, Poul Erik Jensen (S).

Han lægger dog også vægt på, at et telefonmøde ikke skal være det eneste tilbud.

- Nogle ledige har måske lidt sværere ved at finde et nyt job. Hvis man fx har været arbejdsløs længe, kræver det måske lidt mere hjælp. Derfor skal der også være mulighed for, at de møder fysisk og får den støtte, de har behov for, siger Poul Erik Jensen.

Er flere telefonmøder ikke også en måde for Kolding Kommune at spare penge på ved ikke at give jobsøgende et lige så godt produkt, som når de har et fysisk møde?

- Mange ressourcestærke jobsøgende gider ikke skulle troppe op på jobcenteret. Jeg ser det her som en win win-situation for alle parter. Vi kan bruge flere ressourcer på dem, der skal have mere hjælp. Vi forsøger ikke at smyge os uden om, vi vil leve op til alle krav på området, siger Poul Erik Jensen.