Krisen kradser i bilbranchen: Hver femte forhandler risikerer at lukke

Ifølge tal fra Autobranchen Danmark risikerer hver femte forhandler at lukke, efter coronakrisen har medført et tab i omsætning på 30 procent. Nedgangen mærkes også hos brugtvognsforhandlerne.

Der triller færre nyindregistrerede biler ud fra forhandlerne.

Salget af nye biler er nemlig faldet med 30 procent i de første fem måneder af 2020.

Det skriver Autobranchen Danmark i en pressemeddelelse.

I 2019 blev der ifølge bilstatistik.dk indregistreret lidt over 96.000 biler i Danmark fra januar til slut maj. Til sammenligning er der i de samme måneder i år blevet indregistreret lidt over 66.000 personbiler.

quote

April var helt død, der fik jeg solgt to biler. I april sidste år solgte jeg 15 biler.

Jasmin Ljaljevic, indehaver, NJ Biler, Vejen

Brugtvognsforhandlerne også ramt

Men det er ikke kun på de nye biler, at salget er faldet.

En af de brugtvognsforhandlere, der også har mærket konsekvenserne af det svigtende bilsalg, er NJ Biler i Vejen.

quote

Som det er lige nu, er det ren overlevelse. Vi er virkelig hårdt ramt.

Jasmin Ljaljevic, indehaver, NJ Biler, Vejen

Indehaver Jasmin Ljaljevic startede virksomheden for fire år siden, og han har for alvor mærket konsekvenserne af det svigtende bilsalg.

- April var helt død, der fik jeg solgt to biler. I april sidste år solgte jeg 15 biler, siger Jasmin Ljeljvich til TV SYD.

Jasmin Ljaljevic ejer NJ Biler i Vejen. Han solgte kun to biler i april sammenlignet med 15 i april sidste år.
Jasmin Ljaljevic ejer NJ Biler i Vejen. Han solgte kun to biler i april sammenlignet med 15 i april sidste år.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Han har søgt kompensation via hjælpepakke, men indtil videre har han ikke set nogen penge.

Selvom salget i maj er gået en lille smule frem, er det stadig ikke på niveau med før krisen.

- Som det er lige nu, er det ren overlevelse. Vi er virkelig hårdt ramt, siger indehaveren af NJ Biler.

Hos CC Biler i Fredericia har man også mærket nedgangen i salget, men man er dog ikke lukningstruet.

- Vi har også haft en nedgang på de små 30 procent. Men nu kan vi mærke, at der er en efterspørgsel igen. Folk er måske ikke så købelystne, men de har da været ude at snuse lidt, siger indehaver af CC Biler, Carsten Christensen til TV SYD.

Carsten Christensen har været indehaver af CC Biler i 25 år, og han ved derfor, at branchen er påvirkelig af udsving i samfundet.

quote

Det viser bare, at hver gang der sker ændringer i samfundet, så bliver vi påvirket.

Carsten Christensen, indehaver, CC Biler, Fredericia

Autobranchen: Det er alarmerende

Hos Autobranchen Danmark ser man faldet af nyindregistrerede biler som alarmerende.

- Faldet er temmelig alarmerende og har stor betydning for et erhverv, der beskæftiger tusindvis af danskere rundt i bilhuse og på værksteder. I en undersøgelse udført af AutoBranchen Danmark svarer hver femte ydermere, at deres virksomhed risikerer at gå konkurs inden for et år, siger Gitte Seeberg, der er direktør i Autobranchen Danmark.

Derfor mener Autobranchen Danmark også, at der er brug for at kigge nærmere på de hjælpepakker til erhvervslivet, som en ny ekspertgruppe foreslår at udfase 8. juli 2020. Organisationen mener nemlig, at det er alt for tidligt, når man kigger på virksomheder, der handler med biler.

- Udfases hjælpepakkerne allerede i juli, risikerer antallet af konkurser i autobranchen at stige. Det er nødvendigt for at holde hånden under mange arbejdspladser, siger Gitte Seeberg.