Kristian Thulesen Dahl: Ingen udsigt til udvidet genåbning

Der er ikke udsigt til, at efterskoler og frisører i Syd- og Sønderjylland får lov at åbne de første uger, lyder det fra flere lokale politikere, efter at regeringen og den borgerlige opposition sent tirsdag aften gik fra hinanden uden enighed.

Når forhandlingerne om genåbning onsdag morgen fortsætter, er det alene regeringen og Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet, der deltager. Parterne  mødes klokken 8.30.

På Twitter har flere lokale politikere kommenteret på de sammenbrudte forhandlinger.

- Smidt ud af forhandlingerne om genåbning. Ren skueproces. Regeringen ville ikke flytte sig en tøddel fra det, de havde meldt ud allerede i går. Ikke meget samarbejdende folkestyre over det! Desværre. Det skriver Dansk Folkepartis partiformand, Kristian Thulesen Dahl, Thyregod, på Twitter

Mandag aften kom den specialgruppe, som består af sundhedsmyndigheder og eksterne eksperter, med deres indstilling til, hvordan en lempelse af corona-restriktionerne kan ske fra på mandag den 1. marts.

Ifølge anbefalingen kan butikker udenfor storcentre og med et butiksareal på under 5.000 kvadratmeter åbne, og forsamlingsforbuddet for udendørs idræt i foreningsregi hæves fra fem til 20.

Desuden kan efterskoler, afgangsklasser i folkeskolen og på ungdomsuddannelser åbne i visse områder af landet - men ikke i TV SYDs område.

Det var bl.a. spørgsmålet om fuld genåbning af efterskoler og frisører, der fik Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre til at føle sig smidt ud fra de videre forhandlinger.

- Regeringen glemmer de unges trivsel, de glemmer, at der er andre sygdomme som eksempelvis kræft - som også skal behandles! Hvorfor vil regeringen ikke lytte og reelt lave forhandlinger? Hvorfor har regeringen smidt de blå partier ud af forhandlingerne om genåbning, skriver Venstres folketingsmedlem Anni Matthiesen fra Krogager på Twitter

Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen, der er valgt i Haderslevkredsen, var også på tasterne i aftes.

- Venstre gik nu selv fra forhandlingerne. Og var tilsyneladende villige til at gå noget længere end indstillingen fra eksperterne og deres niveau på de 870 indlagte midt i april, skriver  Jesper Petersen på Twitter.

Når forhandlingerne mellem regeringen og dens tre støttepartier er færdige, har statsminister Mette Frederiksen, (S), bebudet et pressemøde, hvor regeringen fremlægger sin plan for genåbningens omfang og tempo.