Kun to gange er MC-træf i Esbjerg blevet aflyst

Havde det været en normal skærtorsdag, ville mange tusinde motorcyklister og endnu flere tilskuere været mødt op på Torvet i Esbjerg til byens traditionsrige MC-træf.

Kun under den såkaldte rockerkrig i 1997 blev det store MC-træf i Esbjerg aflyst - ellers har det fundet sted hver skærstorsdag siden 1985.

Men i eftermiddag vil motorcyklerne ikke rulle ind på Torvet i Esbjerg, da coronavirussen fik Esbjerg Kommune og MC Roadriders til at aflyse arrangementet, der i godt forårsvejr samler op mod 10.000 på Torvet.

- Sammen med MC Roadriders glæder vi os til at tage revanche næste år, skrev Esbjerg Kommune den 14. marts i et opslag på Facebook.

Fra 50 til 10.000 på Torvet

Sidste år betød temperaturer lige under de 20 grader og masser af sol, at traditionen med stort fremmøde til motorcykeltræf i Esbjerg kom til live igen, efter at der i 2018 var sne op til skærtorsdag og glatte veje, som fik de fleste motorcyklister til at blive hjemme, så under 50 mødte op i Esbjerg.

Sådan så Torvet i Esbjerg ud skærstordag morgen 2018 forud for motorcykeltræffet.
Sådan så Torvet i Esbjerg ud skærstordag morgen 2018 forud for motorcykeltræffet.
Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Normalt er træffet og den store motorcykelparade i Esbjerg blandt de absolut største i Danmark - og med det aktuelle vejr i dag sandsynligvis med op mod 3.000 motorcykler, hvis der altså ikke var forsamlingsforbud.

MC-træf i Esbjerg siden 1985

De mange bikere og motorcyklister kommer fra hele Jylland og har Esbjerg-træffet som en fast påsketradition.

Esbjerg-motorcykelklubben MC Road Riders står for arrangementet, der første gang fandt sted i 1985.

Under den såkaldte rockerkrig i 1997 blev det store MC-træf i Esbjerg - i lighed med andre - aflyst i samråd med politiet.