Lægens råd til vaccination af børn og unge

Onsdag blev der åbent op for at børn og unge i alderen 12-15 år kan booke en tid til vaccination. Dialog mellem forældre og barn er afgørende, fortæller ledende overlæge.

51.000 og 48.000. Så mange børn og unge i alderen 12-15 år kan nu booke tid til vaccination i henholdsvis Region Syddanmark og Region Midtjylland. Og det har flere allerede gjort – før midnat havde 509 unge allerede booket tid i Region Syddanmark.

Men det er vigtigt, at børn og forældre snakker sammen, inden man siger ja til vaccinationen. Det fortæller ledende overlæge på børn- og ungeafdelingen på Sydvestjysk Sygehus Jens Jakob Herrche Petersen.

- Man skal starte ballet åben, og sige: Vi har fået den her invitation til coronavaccination til dig. Lad os gå ind på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og læse og se på de videoer, der viser, hvorfor man skal vaccineres eller ej, siger han.

Jens Jakob Herrche Petersen slår fast, at dialog er nøglen. Derfor skal man også tale med børnene og de unge om, hvorfor og om de vil vaccineres. For det er et valg, understreger han. Selv læner han sig op ad sundhedsmyndighedernes anbefaling af vaccination af de 12-15-årige.

- Unge skal have den for at være med i en del af flokimmuniteten. Det er rigtigt, at de ikke bliver så syge, men de kan stadigvæk være smittede og give smitten videre, og den smitte vil findes i samfundet, hvis vi ikke får den her smittebæretilstand væk. Det kan vi gøre ved at vaccinere den ungen population, siger han, og fortsætter:

- Men de unge skal også vide, at det hjælper dem til at få en mere sikker efterårsperiode i forhold til eksempelvis skolelukninger og socialt samvær. De kan være sammen med deres fæller i skolen og andre steder, hvis de bliver vaccineret, fordi de går udenfor isolationsreglerne på nuværende tidspunkt, siger den ledende overlæge.

Klar i Horsens

I Horsens er de allerede tyvstartet på vaccinationen af de helt unge. Onsdag var en håndfuld forbi for at få første stik, og torsdag var der 21, der havde bestilt tid. Her er de opmærksom på, at det er en anden gruppe, der nu skal stikkes.

- Vi skal give os god tid til den her gruppe og få talt med både voksne og børn, og så vil der muligvis også være et stykke chokolade eller to, når man er blevet vaccineret, fortæller Michelle Ann Matzen, der er daglig leder af Vaccinationscenter Horsens.

Samtidig tager de også et nyt værktøj i brug, når den nye grupper dukker op ved vaccinationscenteret.

- Det er nogle mindre størrelser, vi har med at gøre, så vi benytter også en kortere og tyndere nål, der passer bedre til børn.

Det er forældrene, der får tilbuddet til børnene i e-boks, og de skal både give samtykke og helst være med til selve vaccinationen, fortæller den daglige leder.